På 10 år er Finans gået fra sats til selvstændigt medie

Erhvervsmediet Finans er ikke længere en del af Jyllands-Posten. Få overblik over, hvordan mediets første ti år er forløbet.
Finans har i sine første ti år hørt til under Jyllands-Posten. Nu får erhvervsmediet nyt hjemsted. | Foto: Joachim Ladefoged
Finans har i sine første ti år hørt til under Jyllands-Posten. Nu får erhvervsmediet nyt hjemsted. | Foto: Joachim Ladefoged

Det er knap ti år siden, at erhvervsmediet Finans udsprang af Jyllands-Postens digitale erhvervsportal Erhverv på nettet, epn.dk.

Finans blev dengang præsenteret som et digitalt opgør med ”de gamle erhvervsmediers tradition for at gemme den bedste journalistik til morgendagens avis”. 

”Danske erhvervslæsere får nu et medie, der matcher deres behov for at være opdateret med markedets bedste og mest dybdegående erhvervsjournalistik døgnet rundt,” lød det i pressemeddelelsen om den snarlige lancering af Finans i 2014.

Fokus skulle især være på det danske erhvervsliv, og mediet skulle samtidig dække ”den samfundsøkonomiske udvikling og de trends, som sætter dagsordenen for udviklingen af dansk erhvervsliv”. Omkring 20 nyansatte journalister skulle sammen med Jyllands-Postens daværende erhvervsredaktion leverer både dybdegående virksomheds- og finanshistorier til abonnnenter samt bredere, hurtige nyheder til et annoncefinansieret nyhedssite. 

Adm. direktør for JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov fortalte dengang, at mediet kom som resultat i en udvikling af danskernes medieforbrug.

”Læsernes viden, indsigt og medieforbrug har over de senere år udviklet sig hurtigere end de danske erhvervsmedier. Dansk erhvervsliv efterspørger et digitalt erhvervsmedie, der for alvor matcher og udfordrer læserne – hele døgnet. Derfor lancerer vi nu Finans,” sagde Stig Kirk Ørskov i pressemeddelelsen.

100 timer om ugen

Holdet bag Finans ved lanceringen var Steen Rosenbak som chefredaktør, Nicolai Raastrup og Morten Bundgaard som erhvervsredaktører og direktør Jens Nicolaisen med ansvaret for det kommercielle.

På den baggrund udkom Finans første gang i oktober 2014. Steen Rosenbak fortalte i forbindelse med lanceringen, at Finans ”vil være i konstant udvikling”, og at mediet skulle skille sig ud. 

”Vi ved, at erhvervslivets beslutningstagere er en kræsen målgruppe. Deres forventninger kan kun indfries af et erhvervsmedie, der kombinerer sprudlende formidling med unik indsigt og er tilgængeligt når som helst og hvor som helst, brugeren ønsker det,” udtalte Steen Rosenbak dengang.

Lanceringen var resultatet af et intenst udviklingsforløb og det største øjeblik i Steen Rosenbaks karriere, fortalte han i et interview med MediaWatch i forbindelse med sin fratrædelse tidligere i år.

”Det største øjeblik er uden sammenligning, da vi satte strøm til Finans den allerførste dag i oktober 2014, da vi udkom første gang. Det var kulminationen på en vanvittig arbejdsproces på 100 timer om ugen i månedsvis. Det var en fantastisk tilfredsstillelse, der kom et helt og sundt medie ud af det.”

Derudover har Finans leveret indholdet til Jyllands-Postens erhvervssektion. Det kommer mediet til at fortsætte med, men under en ny ordning, hvor Jyllands-Posten køber indholdet til brug på egne platforme.

Fordobling af medarbejderantal

Finans har haft støt vækst i abonnementssalget. JP/Politikens Hus offentliggør ikke, hvor meget, men det fremhæves i koncernrapporten, at indholdssalget løftes årligt. På månedsbasis besøges finans.dk af næsten en million unikke brugere. 

Medarbejdermæssigt er mediet også vokset til mere end det dobbelte af, hvad det startede med i 2014 - og i dag tæller staben over 40 ansatte.

De seneste år har for erhvervsmediet bl.a. budt på afvikling af e-avisen i november efter skuffende læsertal.

Steen Rosenbak endte med at sidde på posten som chefredaktør på mediet frem til februar 2024, hvor han sagde farvel til Jyllands-Posten og Finans.

Til at tage over for Steen Rosenbak fik ledende erhvervsredaktør på Jyllands-Posten, Maria Kehlet, ansvaret for erhvervsmediet.

Fra 22. maj bliver det dog Simon Bendtsen, der skal lede det nye, selvstændige Finans i en ny stilling som ansv. chefredaktør på erhvervsmediet. Hans stilling bliver med reference til Anders Heering, der er direktør for JP/Politikens Erhvervsmedier - som Watch Medier, herunder MediaWatch, også er en del af.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu