Steen Rosenbak takker af efter knap 12 år som chefredaktør: "Det er et job, der slider på livet"

Det er slidsomt at være chefredaktør, og skulle Steen Rosenbak tage en strategiperiode mere, kunne det meget vel få helbredsmæssige konsekvenser, mener han. Nu skal han bl.a. lære at stå på sup-board.
Steen Rosenbak stopper ved udgangen af februar på Jyllands-Posten efter to årtier i spidsen for mediets erhvervsstof. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Steen Rosenbak stopper ved udgangen af februar på Jyllands-Posten efter to årtier i spidsen for mediets erhvervsstof. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Steen Rosenbak er træt. Det har han faktisk været i noget tid. Han besluttede allerede for omkring halvandet år siden, at han ikke skulle have endnu en strategiperiode på Jyllands-Posten på cv’et. 

Da det op til sommerferien 2023 stod klart, at der skulle sættes en ny strategi i værk, meddelte han ejerfonden, at han var klar til at sige farvel til jobbet. Det var i det tidlige efterår. 

Dengang stod Jyllands-Posten med en netop afskediget ansvarshavende chefredaktør og turbulens omkring avisfartøjet. Derfor blev han siddende, indtil en permanent afløser var fundet – det blev som bekendt Marchen Neel Gjertsen – og den nye strategiperiode indvarslet.

”Det kræver 100 pct. engagement, meget energi og mange, mange timer om ugen at have det her job. Og jeg har haft det i 11,5 år. Der er ikke mange chefredaktører, der holder så længe i det turbulente mediemarked, vi befinder os i i dag. Det tror jeg, der er en grund til. Det er et job, der slider på livet,” fortæller Steen Rosenbak, da MediaWatch møder ham tirsdag eftermiddag på hans kontor, få timer efter nyheden om hans fratrædelse er offentliggjort.

”Når man kan mærke, man begynder at have mindre krudt i tanken, end man har haft, så skal man til at overveje, om man skal fortsætte. Det begyndte jeg at mærke for halvandet år siden, og siden da har jeg forberedt overgangen til et nyt chefhold, som kan køre Finans videre.”

Efter Steen Rosenbak besluttede sig for, han ikke skulle have en ny strategiperiode, blev den eksisterende i JP/Politikens Hus som bekendt afkortet med et år, så en ny strategi kunne træde i kraft i januar 2024. Det har dog ikke fået chefredaktøren til at vakle i sin beslutning.

”Det var klogt at rykke strategiperioden frem. Men jeg har ikke tre år mere i mig. Så kunne det meget vel få helbredsmæssige konsekvenser for mig. Derfor var valget nemt, og jeg vidste, jeg skulle til at finde udgangen,” siger han og påpeger, det også er et godt tidspunkt for et nyt hold at tage over, nu både topledelse og strategi er på plads.

Så det handler ikke om, at du i virkeligheden gerne ville have stillingen som ansv. chefredaktør?

”Nej. Jeg har aldrig villet have det ansvar. Og jeg har i hvert fald gennem de seneste otte år sagt højt og tydeligt, at jeg aldrig ville være ansvarshavende chefredaktør. Jeg er erhvervsredaktør. Erhverv er mit gebet. Det er dét, jeg synes er interessant at beskæftige mig med journalistisk. Der er intet magnetisk i magt for mig. Jeg har kun ønsket nok magt til at have en form for selvbestemmelse, og det har jeg fået langt hen ad vejen. Til gengæld har jeg, hvis jeg selv skal sige det, været en rigtig god nummer 2.”

”En stor lettelse”

Steen Rosenbak kom til Jyllands-Posten i januar 1997 i en alder af 30 år. Inden da havde han været nogle år hos Reuters og efterfølgende erhvervsmediet Økonomisk Ugebrev, siden han i 1992 blev uddannet journalist.

På Jyllands-Posten begyndte han som reporter med ansvar for dækning af finanssektoren, inden han i 2003 fik ansvaret for erhvervsstoffet som redaktør. 

I 2012 blev han udpeget til chefredaktør og en del af mediehusets øverste bladledelse. Her har han siddet under et par skiftende ansv. chefredaktører i skikkelse af Jørn Mikkelsen, der overtog fra Carsten Juste i 2008, indtil Jacob Nybroe afløste på posten i 2016 frem til sensommeren 2023 og siden Marchen Neel Gjertsen.

To årtier i spidsen for erhvervsstoffet og i alt 27 år på Jyllands-Posten er det blevet til.

Hvordan har du det med at stoppe?

Fantastisk. Det er en meget, meget stor lettelse. Og en meget stor stolthed over, hvad vi har opnået.”

Han henviser til Finans. Det digitale erhvervsmedie, der blev søsat for omkring ti år siden og gradvist har overtaget de gamle ”E&Ø”-sider (Erhverv og Økonomi) i avis og på nettet, hvor erhvervsmediet i de spæde digitale dage hed epn.dk – erhvervpånettet.dk. Finans er Steen Rosenbaks karrieremæssige hjertebarn og dét, han fremhæver som sin største stolthed i sin tid i spidsen for Jyllands-Postens erhvervsområde.

”Det største øjeblik er uden sammenligning, da vi satte strøm til Finans den allerførste dag i oktober 2014, da vi udkom første gang. Det var kulminationen på en vanvittig arbejdsproces på 100 timer om ugen i månedsvis. Det var en fantastisk tilfredsstillelse, der kom et helt og sundt medie ud af det.”

Finans blev lanceret i 2014 med ambitionen om for alvor at få luft under de digitale vinger for Jyllands-Postens erhvervsstof. I dag er det blandt de mest besøgte nyhedsmedier på nettet. | Foto: Bidstrup Stine/Ritzau Scanpix
Finans blev lanceret i 2014 med ambitionen om for alvor at få luft under de digitale vinger for Jyllands-Postens erhvervsstof. I dag er det blandt de mest besøgte nyhedsmedier på nettet. | Foto: Bidstrup Stine/Ritzau Scanpix

”Jeg er meget stolt over, hvad vi har lavet. Men jeg kan også mærke, jeg kommer til at mærke en stor lettelse fra at lægge det ansvar, jeg har haft gennem 20 år for Jyllands-Postens erhvervsjournalistik, fra mig. Det har givet utroligt god mening for mig at udvikle det område, men det er også et stort ansvar at bære.”

Finans har haft støt vækst i abonnementssalget. JP/Politikens Hus offentliggør ikke, hvor meget, men det fremhæves i koncernrapporten, at indholdssalget løftes årligt. På månedsbasis besøges finans.dk af næsten en million unikke brugere. 

Mediet er en grundlæggende ”god forretning”, som Steen Rosenbak betegner det. Det er blandt de digitale vækstinitiativer, som JP/Politikens Hus jævnligt fremhæver som succesfulde. Redaktionen består af omkring 40-50 medarbejdere alt i alt.

Man skal ikke pisse ind

Hvad næste skridt for Finans er, ønsker Steen Rosenbak ikke at kommentere på, da han vil lade det være op til hans afløsere at definere.

”En af mine tidligere kollegaer har en gang formuleret det sådan, da han stoppede, at det, man mener, skal man ytre på godt og ondt indenfor murene, men man skal holde sig for god til at stå udenfor og pisse ind bagefter – det er uværdigt. Når man er færdig, skal man ikke blande sig yderligere, og ingen kommer til at høre fra mig, hvordan tingene bør gøres. Jeg har sagt min mening, mens jeg var her.” 

Finans bliver nu ført videre af Maria Kehlet, der har fået titel af ledende erhvervsredaktør, i makkerskab med erhvervsredaktør Morten Bundgaard. De er suppleret af ledende nyhedsredaktør Mick Kristensen, der har ansvar for trafikudvikling, og digital udviklingsredaktør Christian Venderby, der har ansvar for publicering. Ledelsesgruppen afrundes af mangeårig graverchef Jesper Høberg.

”Der er en masse, jeg godt ville have gjort anderledes. Men i så fald ville jeg jo ikke have lært af det. På de store linjer er der ikke noget, jeg ville have gjort anderledes, når jeg ser på, hvor vi er i dag.”

Erhvervsjournalistikkens fremtid

Steen Rosenbak er gennem årene blevet fremhævet som ”en journalistisk jernnæve” på baggrund af hans høje ambitioner på fagets vegne.

I et fødselsdagsportræt, da han fyldte 50 år, blev den nu fratrædende chefredaktør beskrevet som et direkte menneske, der kompromisløst og rendyrket i sin karriere har været dybt optaget af udvikling ”og at finde et ståsted for kvalitetsjournalistikken i en mediehverdag, der med digitaliseringen har slået adskillige kolbøtter.”

Trods de trangere kår for mediebranchen generelt, der er velbeskrevet også i nærværende medie, har Steen Rosenbak tirsdag på kontoret svært ved at pege på den helt store udfordring for erhvervsjournalistikken i dag.

”Jeg synes faktisk ikke, erhvervsjournalistikken er voldsomt udfordret. Jeg tror på en stor fremtid for området. Der bliver lavet virkelig meget god erhvervsjournalistik på mange medier i dag, og hvis vi bliver ved med at udvikle formidlingen af det, så folk gider læse med, tror jeg, det er en af de grene inden for medier, der får den bedste fremtid.”

Han mener, der ligger en afgørende opgave for medier i at løfte prioriteringen af formidlingen af historier. Den præmis er ikke blevet sværere, men den er blevet tydeligere for medier i takt med, at konkurrencen om både tid og opmærksomhed er og bliver skærpet.

”Vi har i mange år prioriteret ud fra et væsentlighedsprincip. Vi skriver om det, der er væsentligt. Det skal vi stadig. Sagen er bare den, at den enkelte artikel jo ikke er væsentlig, hvis ingen læser den. Så kan emnet være nok så væsentligt.”

”Så jeg mener, kriteriet skal udbredes til, at ikke kun emnet, men også formidlingen af det skal være væsentlig. Vi skal gå til det håndværksmæssigt, så historierne bliver kreative, let tilgængelige og formidlet på en måde, så mange gider forbruge dem. Ellers har vi jo ingen plads i universet som medier,” siger Steen Rosenbak.

Det er i dag blevet nemmere at følge, om folk faktisk gider bruge tid på det indhold, vi som medier producerer takket være indsamling af data. Derfor er det en bunden opgave også at forholde sig til og udnytte den indsigt til at gøre de væsentlige historier mere interessante for brugerne.

Skal indhente fritiden

Steen Rosenbak er midt i halvtredserne og derfor stadig noget fra den typiske pensionsalder i Danmark.

Men det ligger ikke lige for for den fratrædende chefredaktør at gribe ud efter et nyt arbejde. Fra 1. marts er planen at vågne hver dag og gøre, præcis hvad han har lyst til.

”Jeg er ikke på jagt efter et nyt job. Og jeg håber ikke, jeg kommer til at gå på jagt efter et nyt job. Jeg tror, jeg har arbejdet i lige så mange timer i min karriere, som mange mennesker først når, når de når pensionsalderen.”

”Man har stort set aldrig fri, når man er i den stilling, som jeg har haft i rigtig mange år. Der er mange ting, man går glip af, fordi man er så investeret i arbejdet. Og de ting vil jeg gerne kaste mig over nu.”

Hvad de ting bliver, vil Steen Rosenbak gerne holde for sig selv lidt endnu. Delvist fordi han ikke er helt afklaret med, hvad det er.

”Men jeg skal i hvert fald lære at stå på sup-board. Jeg skvatter i vandet hele tiden,” siger han.

”Jeg tror, det er meget vigtigt ikke at gå fra 100 til 0 på meget kort tid. Så jeg kommer til at have en masse gøremål, når jeg stopper herinde. Men det bliver private gøremål og skal intet have at gøre med arbejdsmarkedet. Jeg føler ikke, jeg har energien til et nyt job foreløbigt. Man kan ikke vide, hvad der sker om et, to eller tre år osv., men jeg føler, jeg har så meget af livet til gode, at det nu skal leve lystbetonet og uden pligt.”

”Det betyder ikke, jeg går herfra med milliarder i rygsækken, men hvis jeg har regnet rigtigt, så hænger skidtet sammen.”

Er der noget, du ærgrer dig over, du ikke nåede på Jyllands-Posten og Finans?

”Nej, det er der virkelig ikke. Jeg har haft et vanvittigt privilegeret arbejdsliv”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu