Finans udvider den daglige ledelse med to nye fagredaktører

To interne medarbejdere er blevet forfremmet til henholdsvis digital indholdsredaktør i København og ledende nyhedsredaktør i Aarhus.
Steen Rosenbak, chefredaktør på Finans, udvider gruppen af fagredaktører. | Foto: /MEDARBEJDER
Steen Rosenbak, chefredaktør på Finans, udvider gruppen af fagredaktører. | Foto: /MEDARBEJDER

I forbindelse med, at Finans efter sommerferien bl.a. går i gang med at udrulle en ny indholdsstrategi, har erhvervsmediet besluttet at styrke den daglige ledelse med to nye fagredaktører, som tiltræder 1. september. Det oplyser chefredaktør Steen Rosenbak.

Maria Kehlet, 38, som i dag ansat i en stilling som såkaldt mediedirigent på Finans, tiltræder stillingen som digital indholdsredaktør på Rådhuspladsen, hvor Finans har til huse sammen med JP/Politikens Hus, som mediet blev født ud af i 2014.

Hun får ansvar for indholdsmixet, redaktionelle koncepter, lyd og sociale medier.

Maria har spillet en stor rolle i udviklingen af Finans’ professionelle nyhedsbrev for abonnenter, Finans Briefing, og af vore podcasts, herunder især den ugentlige, Bundlinjen. Hendes kreativitet, brugerforståelse og gode energi bliver et stort aktiv for redaktionen i næste fase af Finans’ vækst,” skriver Steen Rosenbak i en mail til MediaWatch.

Ny leder i Aarhus

Derudover bliver gruppen af fagredaktører udvidet med Mick Kristensen, 33, der ligesom Maria Kehlet kommer fra en stilling som såkaldt mediedirigent på Finans. Han får titel af ledende nyhedsredaktør på Finans’ redaktion i Mediebyen i Aarhus, hvor han får ansvar for Finans’ nyhedsredaktion og den HR-relaterede ledelsesindsats for redaktionen i det østjyske.

”Mick har et betydeligt medansvar for, at det er lykkedes Finans at bevare positionen som landets største digitale erhvervsmedie trods en markant større andel af indhold, der eksklusivt er tilgængeligt for abonnenter og en markant mindre brug af eksterne trafikpartnere,” udtaler Steen Rosenbak.

De to nye redaktører vil supplere den overordnede erhvervsredaktør Morten Bundgaard og digital udviklingsredaktør Christian Venderby i Finans’ ledelse.

Steen Rosenbak ønsker for nuværende ikke at uddybe, hvad den kommende indholdsstrategi går ud på. Efter sommerferien vil Finans desuden introducere et nyt design og større brugervenlighed af sitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu