Socialdemokraterne vil arrangere høring om Facebook-censur

Amerikanske Facebook truer samfundsdebatten, mener Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen. Han vil derfor arrangere en høring om Facebook og deres forsøg på at censuere danske medier.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

Først var det Apple, der mødte kritik, fordi de ikke ville tollerere nøgne, danske hippier i deres onlinebutik. Nu er turen så kommet til Facebook, som ifølge medieordfører for Socialdemokraterne spiller en alt for stor rolle i den danske samfundsdebat.

Ifølge Berlingske vil han derfor arrangere en høring om Facebook efter sommerferien.

”Facebook er en debat-og informationsmotorvej i Danmark, og der er ingen tvivl om, at der er betydelig grund til at være meget skeptisk over for nogle af Facebooks politikker. Det gælder blandt andet i forhold til det sociale medies etiske dispositioner, der i nogle tilfælde er af censurlignende karakter,” siger medie- og kulturordfører Mogens Jensen (S) til Berlingske.

Debatten er blusset op, efter Ekstra Bladet i juni fik fjernet et billede af en ammende kvinde på deres Facebook-side. Berlingske måtte heller ikke vise billedet af de badende hippier, som har sendt Peter Øvig Knudsen i krig med Apple, på avisens Facebook-side.

Mogens Jensen siger til Berlingske, at han håber at kunne indlede en politisk dialog med den amerikanske virksomhed.

Flere store danske medier som Jyllands-Posten, Fyens Stifttidende, Fyens Amts Avis, Ugebrevet Mandag Morgen og nærværende medie lader Facebook stå for deres debatforum.

Og det bekymrer flere eksperter, Berlingske har talt med.

Facebook løser dog et stort problem med anonymitet i onlinedebatten, forklarer chefredaktør på Jyllands-Posten.

”Vi er på ingen måde voldsomt forelskede i Facebook. Det var en praktisk og hurtig løsning på et tidspunkt, hvor vi ikke havde kontrol med, hvem der deltog i onlinedebatten. Når man kan være totalt anonym, føler nogle mennesker, at de har frit spil til at sige en masse uhyrligheder. Det problem løser Facebook, men det er ikke en optimal løsning,” siger chefredaktør Pierre Collignon til avisen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu