Ehrenreich bliver direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab

Tidligere medredaktør på Kristeligt Dagblad finder nye udfordringer som fornyer i Det Udenrigspolitiske Selskab.

I december sidste år forlod Michael Ehrenreich stillingen som medredaktør på Kristeligt Dagblad efter ni år. Tiden var moden til nye udfordringer, sagde han dengang.

De kommer nu i form af en post som direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab. Ehrenreich fungerer allerede som kommentator på udenrigspolitiske spørgsmål, og han får til opgave at forny selskabets rolle i den offentlige debat, siger selskabets formand Lykke Friis i en pressemeddelelse:

”Det Udenrigspolitiske Selskab er i gang med en fornyelsesproces, der skal sikre, at Selskabet bliver et endnu vigtigere omdrejningspunkt for debatten om udenrigspolitik i Danmark. Til det har vi brug for en direktør med stor udenrigspolitisk indsigt og administrativ erfaring, der også kan tegne selskabet i den offentlige debat. Jeg er sikker på, at vi med Michael Ehrenreich har fundet den rette mand til posten,” siger hun.

Før sine ni år på Kristeligt Dagblad var Michael Ehrenreich blandt andet korrespondent for Berlingske Tidende i London og Washington. Han tiltræder 1. september, hvor nuværende direktør Klaus Carsten Pedersen går på pension.

Ny ledelse til Kristeligt Dagblad

Ehrenreich: "Alt står åbent" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu