Kritisk chefredaktør angrebet med rød maling i Rusland

Politiet i Moskva har tilbageholdt en mand, som er mistænkt for at have hældt rød maling ud over chefredaktør af Novaya Gazeta, Dmitrij Muratov.
Foto: Dmitry Muratov/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Dmitry Muratov/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Politiet i Moskva har tilbageholdt en mand, som er mistænkt for at have hældt rød maling ud over den 59-årige chefredaktør af Novaya Gazeta, Dmitrij Muratov. Det skriver Reuters.

Overfaldet skete i et tog fra Moskva til Samara torsdag.

”Den mistænkte, der hældte rød maling ud over journalisten, er nu anholdt. Han tilbageholdes af politiet,” siger en kilde i politiet til nyhedsbureauet Tass.

Der var tidligere rapporter om, at en ukendt mand havde angrebet Muratov i en togvogn. Chefredaktøren siger, at nogen hældte maling og acetone over ham, da han sad i en kupé.

Novaya Gazeta, som er Ruslands største uafhængige avis, indstillede sidst i marts alle fremtidige udgivelser, indtil der ikke længere er krig i Ukraine. Avisen havde forinden fået gentagne advarsler fra medietilsynet i Moskva, hvor myndighederne slår ned på medier, som ikke skriver det, som Kreml ønsker.

Muratov fik sidste år Nobels fredspris sammen med den filippinske-amerikanske graverjournalist Maria Ressa, 58 år, som driver nyhedstjenesten Rappler i et mediehus for efterforskende og undersøgende journalistik.

De to journalister fik Nobels fredspris for deres indsats for ytringsfrihed i Filippinerne og i Rusland.

Novaja Gazeta er blevet kaldt den eneste magtkritiske avis, som har national betydning i Rusland. Avisen skriver blandt andet om statslig korruption, politisk vold, valgfusk og brud på menneskerettigheder. I alt seks af avisens journalister er siden avisens start i 1993 blevet dræbt, deriblandt Anna Politkovskaja.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu