Ny digital chefredaktør skal booste Egmont-trafik

Egmont ansætter nordmand i nyoprettet stilling som digital chefredaktør

Egmont Publishing har ansat Jan Thoresen i en ny stilling som digital chefredaktør.

Jan Thoresen, 41, skal fra 4. oktober stå i spidsen for en "offensiv digital indsats" for at øge trafikken på tværs af Egmont Publishings  danske sites, der bl.a. tæller Altfordamerne.dk, Euroman.dk og Hjemmet.dk. Det skriver Egmont i en pressemeddelelse.

Norske Jan Thoresen kommer fra en stilling som redaktør og leder af Egmonts Klikk.no, der er Norges største forbrugersite og ifølge Egmont selv har 1,8 mio. brugere om ugen.

Han har tidligere været leder af Aftenposten.no og redaktionshef på Dagbladet.no.

”Jan har gjort en kæmpe forskel for os i Norge. Det er derfor glædeligt, at vi har mulighed for at få ham til Danmark. Han skal stå i spidsen for en indsats der skal styrke vores online tilstedeværelse, sikre en skarp redaktionel profil og bringe vores stærke indhold ud til brugerne. Vi har oplevet en stor vækst de seneste par år, og den udvikling skal vi forsætte og gerne accelerere med Jans hjælp,” siger adm. direktør i Egmont Publishing, Torsten Bjerre Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Egmont Publishings digitale omsætning stiger 20 - 25 pct. om året, har Torsten Bjerre Rasmussen tidligere meldt. I foråret forventede den adm. direktør, at den digitale forretning i 2014 skal udgøre op mod en tiendedel af de samlede indtægter i den tværskandinaviske division, der både tæller Egmonts magasinforretning og det tidl. Egmont Kids.

Webtrafik: Egmont sites juni 2014 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu