Sayers bliver nyhedsredaktør på Børsen

Tidligere chefredaktør på 24timer og redaktionschef på Metroxpress, Susanne Sayers, skifter til Børsen.

Børsen har ansat ny ankermand på nyhedspinden i skikkelse af Susanne Sayers, 48. Det bekræfter Børsens chefredaktør Anders Krab-Johansen.

"Det er rigtigt, at Susanne Sayers bliver ny nyhedsredaktør, og det glæder vi os til," siger han.

Susanne Sayers er tidligere ansvarshavende chefredaktør for 24timer og før da bl.a. redaktionschef på Metroxpress, hvor hun kom til i 2001 efter at have arbejdet en årrække på Jyllands-Posten. Hun har siden 2011 arbejdet freelance for bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og Journalisthøjskolen i Aarhus og har siden 2012 været ansat i Forbrugerrådet - oprindeligt som en del af Tænk-redaktionen, inden Tænk-magasinerne blev udliciteret til Benjamin Media.

Hun begynder 1. marts i stillingen, som blev slået op efter nyhedschef Søren Aaboe Joensen før jul skiftede fra Børsen til Jyllands-Postens erhvervsredaktion, E&Ø.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu