Berlingskes IT-direktør til Mecom

Mecom har udnævnt Berlingske Medias IT-direktør, Torben Lundberg, til CIO (Chief Information Officer), det vil sige it-direktør for hele Mecom. Han bliver samtidig medlem af Mecoms centrale ledelse, European Management Board, og forlader den danske koncernledelse, skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.
MediaWatch

Mecom har udnævnt Berlingske Medias IT-direktør, Torben Lundberg, til CIO (Chief Information Officer), det vil sige it-direktør for hele Mecom. Han bliver samtidig medlem af Mecoms centrale ledelse, European Management Board, og forlader den danske koncernledelse, skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.

Torben Lundberg (39) blev i 2008 it-direktør for Berlingske Media. I 2010 blev han sammen de øvrige Mecom-landes it-direktører en del af Mecoms tværgående it-samarbejde, som blandt andet rummer det fælles outsourcingsprojekt til indiske HCL, som netop nu er ved at samle it-driften for hollandske Wegener og Berlingske Media og har til formål at reducere udgifterne til it-området.

Berlingske Medias koncernchef Lisbeth Knudsen er "både glad og stolt" over, at Torben Lundberg har fået mere ansvar i Mecom. 

"Han kender vores del af forretningen godt og forstår både forretningens behov og de journalistiske processer. Torben Lundberg har et usædvanligt overblik, et godt strategisk udsyn og har i de seneste måneder været i spidsen for et særdeles kompliceret forhandlingsforløb omkring outsourcingen til HCL. Han evner at sætte sig ind i stærkt komplekse processer, og han er ekstremt resultatorienteret. Det er en stor styrke for Mecom at få Torben i spidsen for gruppens fælles IT-udvikling,” siger Lisbeth Knudsen i pressemeddelelsen.

Torben Lundberg har i det seneste år rejst mellem Danmark, Norge, Polen, Holland, London, Ukraine og Indien. Når han tiltræder i jobbet hos Mecom, kommer hans faste adresse fortsat til at være i København, og han regner med, at antallet af rejser vil ligge på omkring 150 dage om året.

Torben Lundberg ser frem til et tættere samarbejde med Mecoms adm. direktørTom Toumazis og den øvrige ledelse i Mecom. Han ser især nogle kulturelle udfordringer i sit nye job.

"Vi skal have polakker, hollændere, danskere og englændere til at arbejde i samme retning, og det stiller nogle særlige krav. Det er imidlertid netop en af de udfordringer, jeg finder spændende og glæder mig til at tage op," siger han i pressemeddelelsen.

Berlingske Media går nu i gang med at finde en ny it-direktør til koncernen.

Torben Lundberg er uddannet som Akademiingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet og har en HD i informatik og økonomistyring. Han har mere end 15 års erfaring i mediebranchen og har bl.a. også været ansat i Danmarks Radio.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu