TV 2-formand stopper i Tivolis bestyrelse
Gregers Wedell-Wedellsborg, der er formand i både Gyldendal og TV 2, stopper som næstformand i Tivolis bestyrelse.
Det meddeler Tivoli tirsdag.
Det sker med virkning fra offentliggørelsen af halvårsregnskabet.
Gregers Wedell-Wedellsborg har været næstformand siden 2022, men stopper nu på grund af ”anden nytilkommen bestyrelsesaktivitet”, oplyser Tivoli.
Han er desuden topchef i detailhandlen Matas, samtidig med, han for nyligt blev indstillet som ny bestyrelsesformand for TV 2 og genvalgt som formand for Gyldendal.
Siden 2017 har Gregers Wedell-Wedellsborg været adm. direktør i Matas. Tidligere har han bl.a. siddet på direktørposter i TV 2 Net og Berlingske Media, ligesom han har flere års erfaring fra Coop, hvor han var koncerndirektør.