Endnu en direktør i JP/Politikens Hus forlader selskabet

Få måneder efter Jakob Mørck Lohmann tiltrådte som direktør for strategi i mediekoncernen, har han opsagt sin stilling.
Jakob Mørck Lohmann stopper som strategidirektør i JP/Politikens Hus, hvor han har haft noget af en kometudvikling, siden han kom til som strategichef i 2022. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Jakob Mørck Lohmann stopper som strategidirektør i JP/Politikens Hus, hvor han har haft noget af en kometudvikling, siden han kom til som strategichef i 2022. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

JP/Politikens Hus skal på jagt efter en ny direktør for strategi, opkøb og organisationsudvikling. Jakob Mørck Lohmann, der i marts tiltrådte stillingen, har to måneder senere valgt at stoppe i mediekoncernen. Det erfarer MediaWatch, og Jakob Mørck Lohmann bekræfter, at han sagt op.

Han ønsker dog ikke at kommentere yderligere, hvorfor han fratræder så kort tid efter, han blev forfremmet fra rollen som chef for strategi- og abonnementsudvikling i samme hus.

Jakob Mørck Lohmann har haft noget af en kometudvikling i JP/Politikens Hus, hvor han kom til som strategichef i 2022.

Strategidirektørens exit følger i kølvandet på, at flere fremtrædende profiler i mediekoncernen henover foråret er gået af på grund af uenighed og uklarhed omkring JP/Politikens Hus’ strategi, efter der i januar blev præsenteret en omfattende ny koncernstrategi. 

Koncerndirektør Dorthe Bjerregaard-Knudsen meldte sin afgang i midten af april og pegede på uklarhed på området som årsag. Formand Peter Bartram var forinden blevet bedt om at gå af på grund af uenigheder om strategien for virksomheden med de to ejerfonde, Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden. Næstformand i Jyllands-Postens Fond Michael Holm blev samtidig strittet ud, hvilket ifølge ham selv skyldtes hans kritik af fondens håndtering af forløbet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu