Tre nye DR-kanaler i luften 4. marts

DR lancerer og relancerer både DR Ultra, DR Ramasjang og DR2 den 4. marts.
Per Fanefjord Laursen

DR lancerer hele tre nye kanaler den 4. marts. Voksne kan tænde for det nye DR2, og børnene kan som noget nyt vælge mellem DR Ramasjang og den nye DR Ultra.

DR er godt i gang med en større omlægning af sine tv-kanaler. Den 4. marts kommer turen til det revitaliserede DR2 og de to børnekanaler DR Ramasjang og DR Ultra, skriver DR i en pressemeddelelse.

En ny DR2 hele døgnet
Det nye DR2 bliver en 24 timers samfundskanal med internationalt udsyn og et miks af løbende nyhedsopdateringer, analyser, debat, satire og dokumentarer. Kanalen får nye programmer og værter.

Meget bliver anderledes, men kanalen holder fast i det særligt DR2'ske som begavelse, dybde og grundighed. Seerne vil også fortsat kunne finde en række programbrands i bedste sendetid såsom Deadline, Debatten, Detektor og Dokumania.
Blandt nyskabelserne vil seerne på DR2 få løbende nyhedsopdateringer og en helt ny morgen- og eftermiddagsflade.

"DR2 vil fortsat være den begavede kanal med troværdighed, originalitet og fingeren på pulsen. Men det bliver med nye programmer, nye værter og 24 timer i døgnet," siger kanalchef for DR2 Michael Thouber.

To børnetilbud
DR Ramasjang og DR Ultra til henholdsvis de yngste og de store børn er også i luften 4. marts.

DR Ramasjang får en ny målgruppe og skal være DRs public service-tilbud til børn i alderen 3-6 år. DR Ultra henvender sig til de større børn i alderen 7-12 år. Her vil der også være plads til det sjove og det legesyge, men kanalen vil også tage livtag med mere alvorlige emner, som tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag.

Lanceringen af DRs nye kanaler betyder samtidig, at seerne har måttet sige farvel til DR HD og fra den 4. marts også til nyhedskanalen DR Update.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu