DSB beskyldes for ulovligt at stække journalist

DSB har betalt pr-bureauet Waterfront for at sætte en kritisk journalist ud af spillet. Det indikerer en mail mellem DSB og bureauet, som DR er kommet i besiddelse af.

DSB har forsøgt at undgå negative historier i medierne ved at betale pr- og lobbyvirksomheden Waterfront for at give en kritisk journalist så mange opgaver, at han ikke havde tid til at skrive om DSB. 

Det er konklusionen på research foretaget af DR's 21 Søndag. DR er blandt andet kommet i besiddelse af en mail sendt fra Waterfront til DSB's underdirektør Peder Nedergaard Nielsen. 

I mailen står der, ifølge DR, "Bureauet har i en årrække samarbejdet med Abild (journalist Lars Abild, red.) for at sikre, at han afstår fra at presse DSB i medierne."

Ifølge Waterfront har samarbejdet blandt andet ført til, at tidligere negativ presse i bl.a. fagbladet Journalisten er holdt op. Journalisten skrev i 2009, at DSB forsøgte at bremse negativ omtale. 

Afviser beskyldninger
Mailen indikerer, at DSB har betalt Waterfront for at ansætte journalist Lars Abild. Formålet med mailen er tilsyneladende at sikre, at DSB vil fortsætte aftalen, så Waterfront ikke skal ud i en "opsigtsvækkende fyring" af Lars Abild. 

Lars Abild har tidligere dækket DSB tæt og blandt andet skrevet for Økonomisk Ugebrev. Han stoppede samarbejdet med Waterfront i starten af 2012 og hørte senere på året, ifølge Ekstra Bladet, rygter om aftalen og søgte derfor aktindsigt i korrespondencen mellem DSB og Waterfront. 

Waterfronts direktør, Lars Poulsen, afviser, at der skulle eksistere en sådan aftale.

Mailen, som DR har opsnappet, er sendt til Peder Nedergaards private mail, siger Lars Abild til Ekstra Bladet. 
 
Dansk Journalistfordbung og flere fagfolk inden for jura og medievidenskab fordømmer aftalen over for DR og kalder den ulovlig og uetisk.

DSB oplyser til DR, at det statslige selskab nu søsætter en ekstern undersøgelse af sagen. 

- JHT 






 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu