Ritzau skal nedlægge jobs i 2013

Økonomien er stadig presset på Ritzaus Bureau, der skal skære knapt 10 pct. af omkostningerne i år.

Ritzaus Bureau skal i løbet af 2013 spare næsten 10 pct. Det vil betyde nedlæggelse af job på nyhedsbureauet, der de seneste år har været presset på økonomien og gennemført flere spareøvelser. Medarbejderne er i dag på et møde blevet orienteret om budgetplanerne.

Besparelserne skyldes ikke primært, at Berlingske Nyhedsbureau har overtaget nogle af Ritzaus kunder, skriver Ritzaus adm. direktør Lars Vesterløkke i en mail til MediaWatch. Generelt skærer medier og virksomheder ned på indkøb af bureau-nyheder, og det presser Ritzau til at tilpasse budgettet.

”Vi har kun mistet ganske få kunder i løbet af 2012, men medierne er pressede og mange virksomheder skal spare og køber derfor mindre end før. Vi må naturligvis tilpasse os udviklingen og regner med at reducere vores omkostninger med 10 pct. i løbet af i år”, skriver han.

Under 9 mio. kr. 
Ifølge Lars Vesterløkke vil besparelserne svare til et beløb under 9 mio. kr. I øjeblikket er der omkring 147 ansatte på Ritzau, og besparelserne vil betyde nedlæggelse af stillinger.

”Vi vil spare på alle omkostninger. Da løn udgør den største post, vil besparelserne også medføre nedlæggelse af stillinger. Afskedigelser kan formentlig ikke undgås, men flere stillinger er ubesatte, og medarbejderne tilbydes samtidig frivillige fratrædelsesaftaler. En stor del af besparelsen findes ved, at Ritzaus produktion af video og underholdning fra nytår er overflyttet til nyhedsbureauet Newspaq,” skriver han.

Det betyder, at Ritzau helt holder op med at producere indenrigsvideo, et produkt der reelt ikke var kunder til.

Da Berlingske Media meldte sig ud og lancerede BNB, der gik i luften i januar 2012, forsvandt alle Berlingske Medias medier ud af kundebanken. Ritzau måtte i slutningen af 2011 nedlægge 15 stillinger, og kom gennem 2011 med et underskud på 17 mio. kr.

Lars Vesterløkke forventer, at Ritzau vil lande et ”lille overskud” i 2012, hvor bureauet har holdt et skarpt blik på omkostningerne. Bureauet mistet to kunder til BNB i løbet af året, først Folketinget og dernæst TV 2 Østjylland. Ritzaus portefølje tæller dog stadig over 200 faste kunder.

Nye måder at producere på
Nedskæringerne vil ikke påvirke kvaliteten af det produkt, Ritzau-kunderne modtager, siger Lars Vesterløkke. Strategien er i højere grad at fokusere på kundernes behov og forbrug.

”Det er trods alt begrænset, hvor mange stillinger, der forsvinder. Desuden har vi fundet nogle nye måder at producere på, så vi forventer at kunne gøre det på samme niveau,” siger han.

”Det vil ikke blive det samme som før, men det giver kunderne en lige så stor værdi. Eksempelvis har vi sparet video væk, men ingen ville købe og bruge det, så det er der ingen, der vil blive generet af. Derudover er vores underholdningsstof flyttet til Newspaq, men det er der heller ingen, der vil opdage,” siger han.

 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu