Slut med "Klassens frække dreng"

MediaWatch

Vært i Sig det er løgn! er 26-årige Michael Bernhard, der bl.a. har været radiovært på DRs P3. Konceptet i programmet er, at en helt almindelig dansker igennem en hel dag bliver filmet - uden vedkommende selv er klar over det. Hovedpersonen tror, det bliver en helt almindelig dag...

Blandt efterårets øvrige tilbud er Livet på Børneafdelingen, hvor TvDanmark har fulgt en række børneskæbner på Hvidovre Hospital. TvDanmark fortsætter også succesen Fornemmelse for mord, der bl.a. vil se nærmere på Lundin-sagen.

Derudover kommer TvDanmark med en konkurrent til TV3s Den eneste ene. Konceptet hedder Singles hos TvDanmark .

TvDanmark-direktør Jesper Sehested Lund sagde ved præsentationen af programmet, at han var lidt ked af, at udtrykket "Klassens frække dreng" - som han i øvrigt selv var ophavsmand til - var blevet hængende ved TvDanmark.

- Denne proklamation faldt sammen med, at Stripperkongens piger løb over skærmen. Derfor blev opfattelsen, at "klassens frække dreng", det måtte være noget med sex, sagde Sehested Lund.

Direktøren benyttede derfor lejligheden til at begrave "Klassens frække dreng", og i stedet lancere TvDanmark som "Den udfordrende kanal".

Lund udtrykte også glæde over det indgåede medieforlig og den forventede liberalisering af tv- og radiomarkedet i Danmark. På baggrund af de forandringer, forliget lægger op til, har TvDanmark formuleret følgende vision:

- Vil tilbyde nyskabende, underholdende og grænseflyttende tv til unge på 15-44 år, der kræver mere.

TvDanmarks placering i forhold til TV 2 blev illustreret ved et klip fra TV 2 Nyhederne, hvor nyhedsværten kunne fortælle om, hvem TV 2s kerneseer er: Kvinde, omkring 55 år og bosat i Østjylland.

Om det betyder, at TvDanmark primært satser på mænd bosiddende uden for det østjyske område, fremgik ikke af sammenhængen.

Men seere over 44 år må bestemt gerne følge med på TvDanmark, sagde Bjarne Bo Berthelsen, TvDanmarks programdirektør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu