DR vinder terræn på radio

MediaWatch

DR går frem i alle aldersgrupper og har "knækket kurven" i forhold til de seneste år, hvor de kommercielle radiostationer har lokket lytterne væk fra DR.

Ikke mindst når det gælder de unge, er det lykkedes for DR at vinde terræn.

- Med de mange nye satsninger indenfor både nyheder, underholdning og musik er det lykkedes os at etablere et attraktivt alternativ til de kommercielle musikkanaler, siger Leif Lønsmann, DRs radiodirektør.

Ni ud af 10 radiolyttere stiller nu ind på en af DRs fire radiokanaler i løbet af en uge, viser tallene fra Gallup, der blev offentliggjort torsdag.

Både P3 og P4 er gået frem, men også de mindre kanaler P1 og P2 kan fortsat rekruttere mere end 1 million lyttere om ugen. DRs regionale kanaler, der sender under fællesbetegnelsen P4, er DRs største lyttersucces med mere end 1,5 million

Samtidig med at DR kan glæde sig over øgede lyttertal på FM-båndet viser nye tal fra Gallups Børne- og Ungdomsindex, at DRs radiokanaler på Internettet er slået igennem i de yngste aldersgrupper.

Hver femte teenager mellem 13 og 18 år lytter radio på Internettet. Blandt DRs kanaler på Nettet er det især P3, der lyttes til. Men også DRs tre nye ungdomskanaler, DR Skum 1-3, er ved at slå igennem, skriver DR i sit nyhedsbrev.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu