Højst 1 procent interaktive TV-seerne

MediaWatch

Faktum er, at der endnu ikke har været vist et interaktivt reklamespot i Danmark, og grunden er såre simpel: Udbredelsen af interaktivt TV er stadig ganske begrænset i Danmark. Ifølge kilder er der omkring 55.000 digitale settop bokse i Danmark i øjeblikket, hvilket svarer til en penetration på omkring 2,5 procent.

Der er i øjeblikket flere forskellige tiltag i gang for at forøge denne penetration, herunder Viasat, som har valgt at forære digitale settop bokse væk til deres bedste kunder. Men selv dette tiltag vil kun forøge penetrationen med 3-4 procentpoints. Der skal dog ikke herske tvivl om, at det er velkomment tiltag, og at vi håber flere andre vil følge i fodsporene, for det lader til, at udbredelsen af digitalt TV indtil videre alene skal drives af de private TV-udbydere som Viasat, Canal Digital og SBS.

Klik her for at se illustrationen i fuld størrelse

Bagud i forhold til resten af Europa

Det pudsige i forhold til udlandet er, at selvom mange lande synes betydeligt længere fremme end Danmark, er der stadig langt mellem de interaktive reklamer på TV. Dette er ikke ensbetydende med, at de danske TV-stationer og annoncører kan hvile på laurbærrene, men måske kan vi vende de andre landes forspring til vores fordel ved at se grundigt på, hvordan de har løst problemerne.

Problemerne

Dertil kommer problemerne med, at de forskellige bokse bruger forskellige standarder, som ikke er kompatible med hinanden. Et problem, som vi har set så mange gange i fortiden, at det synes helt uvirkeligt, at det endnu engang er en begrænsende faktor i udnyttelsen af ny teknologi. Man kan sammenligne det med formatkrigene mellem VHS og Betamax eller IBM PC og Mac.

Et af de mest omtalte problemer er imidlertid problemet med, at et reklamespot med interaktivt indhold kan risikere at fjerne seeren fra de næste reklamespots i blokken. Hvis en seer vælger at kalde interaktivt indhold omkring et produkt frem på skærmen, kan man risikere, at denne sidder og studerer dette mens reklameblokkens øvrige reklamer bliver vist.

Løsningerne

Det mest realistiske bud på, hvordan annoncørerne i første omgang kan bruge interaktivt TV er i imidlertid nok, at holde de interaktive elementer på et minimum, således at de kan holde sig inden for spottets længde. Domino's Pizza har et glimrende eksempel på, hvordan dette kan bruges: Domino's har i flere måneder i UK nu givet mulighed for, at interaktive TV seere kan bestille pizza over deres TV, blot ved at trykke OK og indtaste deres telefonnummer - begge dele noget der sagtens kan nås inden for de 30 sekunder spottet varer.

Denne type interaktivitet kan simpelt overføres til andre produkter. Der er eksempler på bilimportører, som tilbyder prøveture i nye modeller, som kan bookes via et interaktivt reklamespot, eller morgenmads- eller chokoladeproducenter, som laver små konkurrencer i spottet. Mulighederne er faktisk ubegrænsede.

På annoncørernes skuldre

I sidste ende er det dog op til annoncøren. First-movers har fordelen af at sætte standarden for, hvordan vi skal arbejde med det nye medie i fremtiden, og denne standard er ikke uden betydning. Vores bud er, at halvdelen af alle TV-reklamer på dansk TV vil indeholde interaktive elementer inden for de næste tre år. Spørgsmålet er bare, om det er på annoncørens egne præmisser, eller om det er på konkurrentens.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu