Spar udgifter via Internettet

MediaWatch

Change2day.com er en ny portal på Internettet, som har udviklet et forretningskoncept, der går ud på at skabe kontakt mellem store grupper af forbrugere med ensartede behov på den ene side og leverandører af forskellige ydelser og produkter på den anden side. Det sker ved, at de enkelte forbrugere via Change2day.com tilkendegiver, at de er interesseret i at opnå besparelser inden for en eller flere ordinære faste udgifter som for eksempel forsikringer, telefoni, olie og benzin. Forbrugernes "ansøgninger" sendes herefter i udbud hos Change2day's samarbejdspartnere, og det bedste tilbud udvælges, hvorefter den valgte leverandør sender et konkret tilbud til ansøgerne. Når der er indgået en aftale mellem en forbruger og en leverandør, får Change2day en andel af den besparelse, som man har været med til at skaffe. Provisionen udbetales fra den virksomhed, som har vundet udbudet.

Change2day arbejder således efter et gruppekøbs-princip, hvor man benytter sig af Internettets evne til at samle forbrugerne på tværs af geografi, alder, uddannelse og indkomst. Ved at kunne samle danskere med ensartede behov etablerer Change2day en for virksomhederne særdeles appetitlig volumen, der kan udløse større rabatter, end man som almindelig forbruger typisk kan forvente.

Over for Mediawatch.dk oplyser marketingdirektør Anders Gerhardt, at Change2day således er baseret på tre value drivers:

Husholdning

Foreningstanken/gruppekøb

Internettet

Som yderligere motivation for konceptet peger Anders Gerhardt på, at al tilgængelig viden viser, at man som forbruger har svært ved at overskue de forskellige markeder og tilbud. Man orker simpelthen ikke at ringe rundt til de forskellige selskaber inden for de forskellige produkter og ydelser. Præcis her kommer Change2day på banen og tilbyder at skabe dette overblik for forbrugeren.

Ifølge Anders Gerhardt er målsætningen at nå op på 1000 reelle kunder inden årets udgang, det vil sige kunder, som har benyttet sig af et eller flere af de tilbud, de har fået fra de forskellige leverandører. Men på langt sigt er ambitionerne meget større. Change2day ønsker således inden for en overskuelig fremtid at udvide forretningen til Sverige og Norge og håber at nå op på mere end 100.000 kunder inden for de tre markeder Danmark, Sverige og Norge.

Det kræver nok flere produkter og ydelser end de, som Change2day i dag tilbyder. Anders Gerhardt oplyser i denne forbindelse, at der allerede efter nytår skulle være nye produkter på vej, herunder besparelser inden for mobiltelefoni, Internetadgang og banklån.

De nuværende samarbejdspartnere er blandt andet Telia, debitel og SuperTEL inden for telefoni, mens udbyderne på forsikringsområdet er Fair Forsikring, AIG Europe og GF Forsikring. Men flere andre selskaber ligger i forhandlinger med Change2day om at komme med ind som udbydere. Anders Gerhardt lægger vægt på, at der ikke opereres med fastpris-aftaler, og at Change2day altså ingen aftaler har med de enkelte leverandører om niveauet. Det er de fri markedsmekanismer, der bestemmer, og Change2day bliver dermed ikke en egentlig e-handels virksomhed, men snarere en katalysator for kontakten mellem forbrugerne og leverandørerne.

Change2day har i dag fire fastansatte men har outsourcet en række centrale funktioner, herunder callcenter samt teknik og marketing. Endvidere har man allieret sig med en bred vifte af aktuarer, jurister og teleeksperter på konsulentniveau.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu