Bertelsmann's globale online strategi

MediaWatch

BOL er allerede repræsenteret i 14 europæiske lande med sin e-handels butik bol.com, som ifølge BOL's egne opgørelser er henholdsvis det største eller næststørste e-handelssted på alle større relevante markeder i Europa. Af samme grund ynder BOL at kalde sig selv for Europa's Amazon.

Men ambitionerne standser ikke ved Europa. De næste markeder i BOL's strategi er globale og drejer sig om lande som for eksempel Kina, Korea, Brasilien og Australien. Med de forventede markedsandele i de nye lande forventer BOL at være i stand til at dække mere end 90 procent af det samlede Internet marked i verden. I USA ejer Bertelsmann 40 procent af den store amerikanske boghandlerkæde Barnes & Noble og vil på det amerikanske marked udelukkende arbejde via Barnes & Noble og ikke markedsføre BOL selvstændigt.

BOL er koncentreret om tre produktgrupper: bøger, musik og gaver. Og til Mediawatch.dk siger Thorsten Heyen, at BOL ikke forventer at udvide produktsortimentet yderligere. I modsætning til Amazon som løbende udvider sit produktsortiment ønsker BOL at koncentrere sig om de produkter, som er BOL's kerneforretning, og som hviler på Bertelsmanns årelange kompetence inden for disse områder.

-Bertelsmann er et kendt varemærke i store dele af verden inden for medier og underholdning. Vi ønsker ikke at tilføre nye produkter, som muligvis kan være med til at skabe forvirring om Bertelsmann's varemærke, siger Thorsten Heyen til Mediawatch.

BOL lancerede sine første e-handels butikker i februar 1999 og på spørgsmålet om, hvordan det har været muligt at udvide konceptet til så mange lande på så kort tid og med - efter BOL's egen opfattelse - så stor succes, svarer Thorsten Heyen:

- Nøgleordet er at iværksætte en "scalable business model", det vil sige muligheden for at kunne genbruge store dele af forretningsmodellen, uanset hvilket land du ønsker at gå ind i. Det har vi hos BOL gjort inden for tre hovedområder:

- Teknologi.

- Globalt varemærke.

- Know how.

Skandinavien har aldrig været noget stort marked for Bertelsmann, men for nogle måneder siden købte Bertelsmann sig til 50 procent af online boghandlen Bokus med henblik på at skabe sig en position på skandinaviske marked. Bokus.com findes i både Danmark, Sverige, Norge og Finland og har i høj grad været målrettet mod studerende. Men som led i BOL's vækststrategi skal bokus.com nu gøres bredere med henblik på at ramme et større marked i lighed med BOL's services i andre lande.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu