Nye placeringer i toppen af tv-markedet

MediaWatch

På trods af et større antal TRP i markedet vurderes det dog ikke, at der tilsvarende er flere penge i markedet. Markedet er presset, og dette kan ses på prisen på varen, hvor købekraften af annoncebudgetter er de reelle vindere.

De første måneder af året har for de kommercielle tv-stationer i Danmark været anderledes i forhold til tidligere. Vi har set et markedsaggressivt TV 2, der har vendt de triste, seermæssige tendenser fra 1999, og TvDanmark har satset hårdt på såvel nye egenproduktioner, som den nye to-kanalstrategi.

CIA MediaCentralen har gjort en foreløbig status på det kommercielle tv-marked set ud fra antallet af kommercielle påvirkninger, som de tre grupper af stationer har leveret i perioden januar-februar 2000 sammenlignet med samme periode 1999.

Stigende marked

Én af parametrene, der er taget i brug i år er prisen. Dette faktum gør, at der ikke nødvendigvis tilflyder tv flere penge fra annoncørerne, hvorfor stigningen ikke umiddelbart kan tages som udtryk for, at tv-stationerne samlet tjener flere penge end før. Der er sket nogle forskydninger på markedet, som vi skal se senere, men totalt er antallet af afviklede TRP ikke et udtryk for et større marked, men mere et udtryk for et presset marked.

TV-stationerne bytter plads

TV 2 valgte fra årets start ikke at hæve sine priser, som det ellers har været tradition. Dette, kombineret med en mere fleksibel prispolitik i øvrigt, har bidraget til, at annoncørerne p.t. finder TV 2 som værende et mere væsentligt alternativ end samme periode sidste år. Sammenligningen er dog ikke helt reel. I januar og februar 1999 oplevede TV 2 for alvor den begyndende krise.

Seertallene svigtede, og annoncørerne valgte at placere deres investeringer på andre tv-kanaler som konsekvens af dette og en prispolitik, der - for at sige det diplomatisk - struttede af selvtillid. Det viste sig dog hurtigt, at TV 2 ikke kunne levere varen, og seerprofilen på TV 2s programmer var skæv i forhold til markedets efterspørgsel. Det er således relativt nemt for TV 2 at fremvise sådanne væksttal, men ikke desto mindre lyver tallene ikke: TV 2 er tilbage som aktiv spiller, der er i gang med at tilbagevinde tabte markedsandele.

TV 3 og søsterkanalen 3+ leverede færre TRP pr. dag i årets første måneder sammenlignet med samme periode sidste år. Og dette på trods af en højere penetration i år. Forklaringen skal formentlig findes i TV 2s øgede styrke, og det faktum, at TV 3 og 3+ sidste år nød godt af problemerne på Kvægtorvet. Faldet må dog siges at være marginelt og bl.a. også et udtryk for, at TV 3 endnu ikke har påbegyndt sine forårssatsninger.

Som det også er fremgået af dagspressen, har TvDanmark startproblemer med dels sin nye to-kanalsstrategi og dels nogle af sine programsatsninger. Effekten af denne kombination kan ses på udviklingen. TvDanmarks samlede fald på 15% af antal leverede kommercielle TRP i reklameblokkene er et reelt udtryk for, at enten leverer stationen ikke varen, eller også har annoncørerne ikke samme tillid til stationen som tidligere.

Læs hele artiklen i MediaWatch nummer 48.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu