Mens vi alle spændt venter på dommen over årets NAB i Las Vegas, som jo bl.a. ventes at få en afgørende indflydelse på fru Jensens nye fjernsynstilbud, er der måske grund til at kaste et ekstra blik på hende og resten af familien Danmark som jo i sidste ende vil bestemme, hvordan morgendagens elektroniske tjenester vil komme til at fungere. Uden hendes nysgerrighed og ønske om at investere i ny teknik og nye tjenester vil der ikke findes noget udbud med dansk adresse.

Det er derfor helt afgørende, at de danske husstande vil lege med. At de er villige til at afsætte de nødvendige midler i husholdningsbudgettet således, at de digitale investeringer kan blive en forretning for udbyderne.

Det store spørgsmål er derfor: Hvor mange kroner i husholdningsbudgettet er familien Danmark villig til hver måned at afsætte til tv og andre elektroniske tjenester.

På nuværende tidspunkt koster det de første 150 kr. bare at have et tv-apparat - uanset om det bliver brugt eller ej. Det er licensen, der primært går til DR og TV2. Er folk frivilligt eller ufrivilligt tilknyttet et kabelsystem, vil der også her være en månedlig minimumafgift, der skal betales uanset forbrugets størrelse. Hertil kan så lægges udgiften til betalingskanaler og eventuelle pay-per-view udgifter.

Et af forårets varme emner har været TV3 og TV3+ ønske om en forhøjet kabelafgift. Da også denne er generel uanset forbrug, kaldes den af mange for "skabslicensen" og denne kollektive brugerbetaling giver da også tv-stationen en potentiel årlig kapitalindsprøjtning på omkring en halv milliard, der kan lægges oveni de milliarder, der i forvejen opkræves via den officielle licens.

Med husholdningsbudgettet in mente er der ingen tvivl om, at vi hurtigt vil nå smertegrænsen for, hvor meget de danske familier er villige til at ofre på hjemmets husalter - og derfor er der selvfølgelig politisk mening i at bibeholde dette system, hvis formålet er at beskytte de danske public service-stationer. Men er dette nu også i befolkningens/markedets interesse?

Hvis man fra politisk hold beslutter, at det er af afgørende samfundsmæssig betydning at vi sikrer danske public service kanaler, var det måske nok så rimeligt at gøre dette til et statsanliggende på linie med det Kongelige Teater. Ved at flytte licensen over på skattebilletten ville den nemlig forsvinde fra det månedlige mentale husholdningsregnskab, og dermed give familien et mere reelt valg om, hvad de havde lydt/råd til at købe, da alle signaludbydere herefter ville skulle afkræve individuel brugerbetaling i forhold til den enkeltes forbrug. På denne måde ville der blive skabt et frit forbrugsvalg som et alternativ til den politiske styring, der i dag kendetegner det elektroniske medielandskab.

Nu sker dette dog næppe uden de helt store sværdslag - som det fremgår af flere artikler i denne udgave af AVM - og måske er det slet ikke ulejligheden værd at diskutere dette, da broadcastdistribution i den form vi kender i dag, må forventes at leve på lånt tid. Det globale net, hvor enhver i princippet kan tilbyde sig som "broadcaster", er fremtiden . Og her findes der ikke politiske bolværk i den kommercielle konkurrence. Kun subsidier til producenter af "samfundsvigtige programmer", der ikke kan stå den kommercielle distance. Og hvor skal disse midler så komme fra...? Rigtigt!