Medieforsker til regionalblade: Sats på ugeaviser

De regionale bladhuse går en dyster fremtid i møde, hvis ikke de justerer forholdet mellem de betalte dagblade og de gratis lokale ugeaviser. ”De er simpelthen nødt til at ændre balancen,” lyder det kontant fra professor i medieledelse, Anker Brink Lund, der senere i dag holder oplæg på bladchefernes årsmøde på Nyborg Strand.
Thomas Bo Christensen

De regionale bladhuse går en dyster fremtid i møde, hvis ikke de justerer forholdet mellem de betalte dagblade og de gratis lokale ugeaviser.

”De er simpelthen nødt til at ændre balancen,” lyder det kontant fra professor i medieledelse, Anker Brink Lund, der senere i dag holder oplæg på bladchefernes årsmøde på Nyborg Strand.

Emnet er printmediernes fremtid, og netop de regionale dagblades fremtid hænger i en tynd tråd, hvis ikke ledelserne gør noget for at øge fokus på ugeaviserne og skabe større synergi mellem de to avistyper.

”I dag er det de lokale ugeaviser, der driver indtjeningen for dagbladene, og fremover bliver det også nødt til at være ugeaviserne, der skal være kernen,” siger han og henviser bl.a. til en undersøgelse fra i år, som viser, at de lokale ugeaviser distancerer regionalaviserne på en liste over danskernes foretrukne nyhedsmedier: Hvor de lokale ugeaviser ligger på en femte plads, lander de regionale dagblade på en niende plads.

Alligevel er det de betalte dagblade, der har haft ledelsernes fokus:

”Hidtil har man ude i regionale mediehuse sparet på alt andet end dagbladene, mens de ikke har gjort noget for at udvikle på ugeaviserne. Og det endda selv om de er blevet presset på markedet af store mediehuse som Berlingske Media. Det bliver de nødt til at ændre, og det er bedre at justere nu end om fem år, hvor man står med et enormt underskud,” siger Anker Brink Lund.

Andre skummer fløden
Behovet for ændringer er ifølge medieforskeren endnu større set i lyset af de strukturelle udviklinger, hvor medieforbruget af dagblade falder til fordel for online-medier, og hvor annonceringen tilsvarende flyttes:

”Man har drømt om, at man kunne flytte dagbladsforretningen online, og det har også været let nok på indholdssiden. Men det hænger ikke sammen kommercielt. Og det kommer det næppe heller til i fremtiden,” siger medieforskeren og henviser til fremskrivninger af annoncemarkedet.

Her viser beregninger fra FDIM, at annonceomsætningen på online-medier kommer til at stige markant frem til 2017, men at det er udenlandske sites uden dansk produceret indhold - som f.eks. Google - der kommer til at skumme fløden.

Derfor er medicinen for regionalaviserne ifølge Anker Brink Lund at samle strategien for de betalte dagblade og de gratis ugeaviser og f.eks. udkomme færre gange om ugen:

”Mit budskab er: Styrk print og web, men spar på papir og distribution. F.eks. kunne man samle kræfterne og weekendaviserne ved om mandagen kun at udkomme på web, og om onsdagen udelukkende satse på de gratis ugeaviser. Det gælder simpelthen om, at få print og web til at passe bedre sammen.”

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår