Global: Fremtiden for print er... print

Oprah må fyre, Le Monde-journalister skal live-chatte med læserne, og britisk avis har øget printoplag 17 pct...
MediaWatch

Oprah svinger med sparekniven
Krisetider rammer alle. Også den amerikanske all-time favorite talkshow-dronningen Opray Winfrey. Mandag blev det annonceret at Winfreys selskab OWN skal afskedige 30 medarbejdere. ”Økonomien i forbindelse med lanceringen en ny kabel-tv-kanal har ikke stemt overens med de udgifter, der har været,” siger Oprah til Huffington Post.

Nu kan du chatte med franske journalister
I går præsenterede det franske dagblad Le Monde et helt nyt layout til sit site. Det nye design efterlader mere plads til videoklip og andre visuelle medier, og det bliver mere overskueligt at gå til sitets enkelte sektioner. Men sitet har også præsenteret en funktion, der gør det muligt at live-chatte med avisens journalister. I avisen oplyser man, at chat-funktionen skal øge kommunikationen mellem redaktion og læser, ligesom man også ønsker at skabe en større synergi mellem print- og onlineversion af Le Monde.

Teatermonolog blev til verdenshistorie i medierne
I en amerikansk teatermonolog kritiserer Mike Daisey de forhold, som kineserne arbejder under på Apples fabrikker i Kina. Bl.a. beretter han om mistede hænder og giftige gasser, en historie som verdensmedierne guflede i sig – heriblandt kan nævnes det populære amerikanske radioprogram ’This American Life’, og mange andre fora. Historien har sågar spredt sig til Danmark. Et problem: De nævnte hændelser har aldrig fundet sted. Det afslører den tolk, som Mike Daisey gjorde brug af på de kinesiske fabrikker. "Uanset hvor meget god redigering, fakta-tjek og programmer til at spore plagiering, du gør brug af, vil det aldrig ændre det faktum, at alle under de rette omstændigheder kan gøre alt og, at journalistik i sidste ende er bygget på tillid," siger Jayson Blair til New York Times. Jayson Blair blev verdensberømt for at fuske med citater til selv samme avis.

Apple sælger tre millioner Ipads på tre dage
Den sidste nye Ipad blev lanceret i udvalgte lande i fredags. Men allerede nu er der solgt over tre millioner eksemplarer. Til sammenligning tog det 80 dage at sælge en million af den oprindelige Ipad og 28 dage at sælge en million af Ipad 2. Det skriver Ekstra Bladet.

Britisk ’Private Eye’ tjener penge på print
Den engelske avis Private Eye har aldrig publiceret online. De har et site, men hvis man vil læse indholdet, må man købe avisen eller et abonnement. ”Jeg kan ikke se hvorfor journalistik, som når det er bedst er et nobelt stykke håndværk, skal gives gratis væk,” siger chefredaktør Ian Hislop. Den holdning ligner en nøgle til succes for den ca. 50 år gamle avis. Iflg. ABC havde Private Eye for ti år siden et oplag på 176.000 eksemplarer. Det tal steg ca. 17 pct. og rundede 206.000 eksemplarer sidste år.

- CT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår