"Danske Medier er ikke en videreførsel af DDF"

Strengt taget kan det være svært at se det nye i medieforeningen Danske Medier, der blev dannet i går på en stiftende generalforsamling. Kun én af de syv foreninger, der fusionerer, bor ikke i forvejen i Danske Dagblades Forenings (DDF) hovedkvarter i Pressens Hus, og de syv har i forvejen arbejdet sammen i Danske Mediers Forum. Men Danske Medier er en ny forening - og ikke bare en større og tungere 2.0-udgave af DDF, understreger adm. direktør Ebbe Dal.

Strengt taget kan det være svært at se det nye i medieforeningen Danske Medier, der blev dannet i går på en stiftende generalforsamling. Kun én af de syv foreninger, der fusionerer, bor ikke i forvejen i Danske Dagblades Forenings (DDF) hovedkvarter i Pressens Hus, og de syv har i forvejen arbejdet sammen i Danske Mediers Forum. Men Danske Medier er en ny forening - og ikke bare en større og tungere 2.0-udgave af DDF, understreger adm. direktør Ebbe Dal.

”Danske Medier er ikke en videreførelse af DDF. Det er en ny forening, og formår vi ikke at få det til at se sådan ud, har vi ikke løst opgaven. Den beslutningsbalance, der er i Danske Mediers bestyrelse, afspejler heller ikke dagbladshusenes økonomiske placering på markedet,” siger Ebbe Dal.

Den nye forening afspejler snarere dagbladenes stigende behov for en bredere mediestemme i kraft af den strukturelle udvikling.

”Den her forening kommer til at afspejle dagbladshusenes sortiment bedre end DDF. I kraft avisoplag, der desværre går den forkerte vej, vil dagbladene over tid miste kraft i stemmen, med mindre de mennesker, medierne skal tale med på tinge og i centraladministrationen, er opmærksomme på, at dagbladene ikke holder op med at være der, fordi de har en mindre del af forretningen på trykte udgivelser, men at de er væsentlige aktører på digitale platforme, radio og ugeaviser,” siger Ebbe Dal.

”Men frem for alt er der i samarbejdet mellem FDIM, Danske Specialmedier og alle os andre store udviklingsmuligheder og masser af inspiration at hente for fremtiden.”

Gammel ide
Tanken om én stor medieforening var langt fra ny, da DDF i foråret 2011 sendte følere ud til de andre foreninger for at tage temperaturen på fusionstanken. Omkring årtusindskiftet var DDF første gang ude at sondere terrænet. Den gang lykkedes det imidlertid ikke parterne at blive enige om en fusion – og hvorfor vil Ebbe Dal ikke gå ind i - i stedet begyndte DDF samarbejdet med andre foreninger i Danske Mediers Forum, der var en mere løst sammenknyttet alliance. Samtidig stod DDF fadder til brancheforeninger for radioer, ugeaviser og digitale publicister.

”Når historien skal skrives, vil man nok opfatte de forskellige foreningsdannelser som skridt på vejen til Danske Medier. Vi har været glade for at kunne samarbejde på tværs og udvikle foreningen DDF og nye foreninger, men jeg tror hele tiden, vi har haft en forestilling om, at det ville fremstå mere naturligt, at man klarede det hele under en hat,” siger Ebbe Dal, der mener, at det blandt andet skyldes arbejdet i Danske Mediers Forum, at fusionen nu er gennemført. Et arbejde, der også gjorde det lettere at finde fælles fodslag i regeringens Mediestøtteudvalg, der i efteråret fremlagde et forslag til en ny mediestøttemodel.

”Udefra kan det måske se ud som om, at arbejdet i Mediestøtteudvalget har banet vej for Danske Medier, men jeg vil snarere sige, at det er arbejdet i Danske Mediers Forum, der har banet vej for godt samarbejde i Mediestøtteudvalgets arbejde,” siger Ebbe Dal, der også gerne ser, at et af de store og toneangivende medlemmer af Danske Mediers Forum, nemlig TV 2, også vælger at blive en del af Danske Medier, så alle platforme er repræsenteret. Hvorvidt det sker, har tv-koncernen endnu ikke taget stilling til.

Opgaverne
Foran venter både internt og eksternt arbejde med at få kursen sat for den nye forening og give medlemmerne valuta for deres ”ja” til fusionen.

”Medlemmerne skal have det samme, som de plejer, og så noget mere,” siger Ebbe Dal og nævner analyser og målinger, juridisk rådgivning og medlemsarrangementer som nogle af de konkrete løft, medlemmerne vil kunne mærke.

”DDF har f.eks. ikke lavet små seminarer, som FDIM og Danske Specialmedier har tradition for, men kun nogle store. Det at der i højere grad bliver mulighed for at deltage i mindre seminarer er et eksempel på et add-on i medlemstilbuddene,” siger Ebbe Dal.

Derudover skal foreningen stå sin prøve på gangene på Christiansborg:

”Politikerne diskuterer lige nu medieansvar og Pressenævnets beføjelser, og det er kernestof, som vi vil være meget optagede af. Vi har også brug for en ny offentlighedslov, og det er noget, som vi vil lægge stor vægt på at vække til live igen. Derudover er persondata- og cookie-direktivet også vigtige sager," siger Ebbe Dal.

De næste to år bevarer de enkelte medieforeninger deres selvstændighed - først i 2014 bliver de til en og de syv nuværende foreninger opløses endeligt. Inden da skal foreningen have fundet en fordelingsnøgle til regnskabet.

"Der forestår en hurdle med at finde et nyt kontingentsystem, der kan tilfredsstille alle parter. Valget har været, at hvis man skulle lave det nu, kunne man ende i en situation, hvor man aldrig kom i gang. Så er det klogere at få Danske medier i gang, fordi det også er et incitament for os til at få lavet de ting, der er svære. Det må vi så håbe, at talentet holder til."

"Der er ikke så meget tid til, men lige nu er der behov for at få en arbejdsgang op at stå og nogle tilbud, så medlemmerne kan mærke, at det har været den rigtige beslutning," siger Ebbe Dal, der mener, at der også på europæisk plan vil ske sammenslutninger mellem de forskellige mediekategoriers foreninger.

"Dagbladene, digitale medier, ugeblade, radioerne er alle repræsenteret i Bruxelles i hver deres forening, og der er fordelen, at vi nu kan koordinere vores arbejde i de forskellige udvalg. Vi har en forventning om, at det også på europæisk plan vil være naturligt at samle tropperne i Bruxelles på et tidspunkt.”
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu