Østre Landsret har i dag stadfæstet dommen fra Københavns Byret i Sky Radio-sagen.
Dermed har Sky Radio igen tabt sin erstatningssag mod den danske stat ved Radio- og tv-nævnet.
“Radio og tv-nævnet tager med glæde Landsrettens afgørelse til efterretning. Nævnet har hele tiden ment, at Sky Radio fik den vare, de havde købt. De fik den dækning på 78 procent, i den kvalitet, som var forudsat i udbuddet,” siger nævnsformand Christian Scherfig til MediaWatch.
Dermed skal Sky Radio betale 210 mio. kr. i manglende indbetalt koncessionsafgift.
Direktør for Sky Radio Kasper Krüger ønsker ikke at kommentere på sagen over for politiken.dk:
"Nu skal vi hjem og studere dommen nærmere og se på, hvilke præmisser som landsretten har dømt ud fra".
Dyb konflikt om teoretisk dækning
Sky Radio tabte i første omgang sagen ved byretten i København tilbage i 2008. Ved dommen blev Sky Radio A/S dømt til at betale knap 210 mio. kr. med tillæg af renter til Radio- og tv-nævnet. Radio- og tv-nævnet blev frifundet for et krav fra Sky Radio A/S om betaling af godt 247 mio. kr.
Konflikten har siden 2005 drejet sig om, at Sky Radio hævdede, at man som højstbydende på radio-auktionen i 2003 ikke fik det, man var blevet lovet eller kunne forvente, nemlig en næsten landsdækkende radiokanal med en befolkningsmæssig dækning på 78 procent, i samme sendekvalitet som DR.
Men i 2008 anså Retten det ikke for bevist, at grundlaget for auktionen var mangelfuldt, eller at oplysningerne i udbudsmaterialet om en teoretisk befolkningsmæssig dækning på 78 procent var fejlagtig.
Ved bevisbedømmelsen i 2008 lagde retten blandt andet vægt på, at Sky Radio, der var del af en kommerciel og professionel radiovirksomhed i Holland, burde have søgt information hos myndighederne om dækningsberegninger, m.v. - inden man bød på auktionen i 2003. Sky Radio benyttede imidlertid ikke denne mulighed.