Dagblade dykker igen i 2012

Efter en lille vækst i 2011, går dagbladenes annonceomsætning igen tilbage i 2012, ifølge estimater fra fire mediabureaugrupper.
MediaWatch

Dagbladene vil igen i år komme under de to mia. kr. i årlig annonceomsætning, som de første gang måtte acceptere i 2010. Siden 2007 er beløbet blevet nedbarberet med næsten 1,3 mia. kr.

Estimatet fra fire mediabureaugrupper er ikke desto mindre, at annonceomsætningen er vokset med spæde 1,6 pct. i år i forhold til sidste år. De gode nyheder holder dog ikke til 2012, hvor alle fire grupper tror på et fald på omkring tre pct.

Ingen valg-bonus i 2012
Næste år får dagbladene nemlig ikke hjælp af folketingsvalget, forklarer Kenneth Brenøe, trading director i Group M.

“Dagbladene vil stadigvæk miste lidt oplag- og læsertal. Det vil dog snart finde sit leje, men det gør, at annoncepriserne stadigvæk vil være under pres. Og der er ikke folketingsvalg i 2012, så partiernes og fagbevægelsens penge vil ikke være der i 2012," lyder det fra Kenneth Brenøe. 

Selvom dagbladene må siges at tilhøre de traditionelle mediegrupper, er det ikke dem, der får gavn af usikkerheden på de finansielle markeder. Når den hersker, vender annoncørerne sig nemlig mod medier, hvis effekt bedre kan måles og vejes.

"I krisetider vælger annoncørerne typisk det sikre og det er i dagens Danmark tv og online, for de er i højere grad målbare, og det er muligt at se en kortsigtet effekt med det samme,” tilføjer Kenneth Brenøe.

Annoncører vil holde igen
Generelt er forventningen hos mediabureauet IUM, at annoncørerne vil holde mere igen i 2012, fordi krisen ikke forduftede, som man havde håbet i starten af 2011. Det er med til at øge deres fokus på, at deres investeringer giver et “return on investment”, og derfor forventer IUM, at 'taktiske' medier og budskaber vil have høj prioritet hos annoncørerne og bureauerne, lyder det fra kontaktchef Linda Christensen.

Hun mener også, at dagbladene bliver presset af, at både digitale kanaler og tv er populære hos annoncørerne.

Ser man på et gennemsnit af læsertallene fra januar til november 2011 i forhold til 2010 viser fem ud af 11 landsdækkende dagblade vækst. Oplagsfaldene på månedsbasis er stadigt relativt kraftige for dagblade som Børsen, på grund af ny oplagsstrategi, samt Ekstra Bladet og flere lokale dagblade.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu