Elbæk: Mange interessante netmedier med én ansat

Kulturministeren ser flere eksempler på, at netmedier med kun en medarbejder har stort potentiale.
MediaWatch

Eksisterende medier med færre end fem redaktionelle medarbejdere, som gerne vil have mediestøtte har en lydhør støtte i kulturminister Uffe Elbæk (R).

Det fremgår af et interview i P1’s ‘Mennesker og medier’.

Hvor langt minimumskravet skal ned, vil Uffe Elbæk dog ikke være “for firkantet” om, fordi forhandlingerne om mediestøtten på baggrund af Dyremose-udvalgets rapport og en ny høringsrunde først går i gang efter jul. Men i P1-programmet nævner han, at grænsen kan gå ved tre eller to medarbejdere eller tilmed lavere.

“Jeg kender ret mange interessante nye netmedier, som måske kun har en medarbejder, men har potentialet til på sigt til at blive meget større,” sagde Uffe Elbæk, som tilføjede, at han personligt følger netmagasinet Atlasmag.dk.

“Jeg er stensikker på, at de kunne blive et af morgendagens nye digitale medier,” lød det fra Uffe Elbæk, som også hæfter sig ved, at flere markante internationale netmedier er startet af en person og siden har udviklet til at blive bæredygtige medier.

Atlasmag: Branchen tænker kun på sig selv
På Atlasmag.dk vækker kulturministerens udmeldinger glæde hos stifter og redaktør Kristoffer Granov.

“Det var en flot ros, og det bekræfter, at det ser ud til, at politikerne er mere progressive end de store spillere i branchen, og det synes jeg, er meget positivt. Det helt afgørende er, at branchen ikke tænker på journalistikken, men på egne positioner og antal arbejdspladser. Men politikerne skal tænke på samfundet, og et mangfoldigt mediebillede er jo godt for demokratiet,” siger Kristoffer Granov.

Grådigt af store medier
De store brancheorganisationer er blandt andet imod, at redaktioner med færre end fem medarbejdere skal have støtte, fordi det risikerer, at reducere mediestøtten til de enkelte medier så meget, at smørret bliver smurt for tyndt ud.

“Det tror jeg ikke på,” siger Kristoffer Granov og tilføjer:

“Jeg tror, man får mere journalistisk kvalitet for færre penge, fordi de små uafhængige netmedier kan producere rigtig meget for små budgetter. Det er i øvrigt enormt grådigt, at de store medier er imod det, for det er jo en lille bitte del af kagen, vi argumenterer for at få, som kan understøtte en eller to medarbejdere.”

Derudover kan støtte til de små netmedier måske komme de større medier til gode på længere sigt, fordi de blandt andet kan blive rugekasse for nye forretningsmodeller, mener Kristoffer Granov.

“Netmedierne er jo et sted, hvor der finder talentpleje af nye folk sted, og hvor der i det hele taget bliver eksperimenteret,” siger han.

Hvis Uffe Elbæk holder fast i sin holdning, og hvis den vinder gehør hos medieordførerne, vejrer de lokale netmedier således også  morgenluft, for de er i flere tilfælde kendetegnet ved en eller to ansatte. Og kun hvis man skal etablere et medie, har Dyremose-udvalget lagt op til, at to ansatte er nok.

Hos regeringspartneren Socialdemokraterne har medieordfører Mogens Jensen dog givet udtryk for, at tre redaktionelle medarbejdere er et passende antal.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu