Forsigtig dvd-start for Den som dræber

Salget af den første dvd-pakke med TV 2's krimiseríe ‘Den som dræber’ gik acceptabelt set i lyset af, at producent og distributør er ude i et eksperiment, når det gælder salg af dvd’er baseret på en tv-serie.
Per Fanefjord Laursen

Salget af den første dvd-pakke med TV 2's krimiseríe ‘Den som dræber’ gik acceptabelt set i lyset af, at producent og distributør er ude i et eksperiment, når det gælder salg af dvd’er baseret på en tv-serie.

“Jeg kan sige så meget, at der ikke er udsolgt, så afsætningen af den første dvd er ikke gået godt nok. Når det er sagt, er vi jo ude i et eksperiment og er først parate til at konkludere på forbrugerinteressen, når vi har udsendt to pakker mere,” siger salgs- og marketingdirektør, Thomas Schultz, i SF Film, der håndterer dvd-salget af serien, der er produceret af Miso Film.

Den første dvd med de to første afsnit af TV 2's serie, der sammen udgør en afsluttet historie, udkom allerede for godt 14 dage siden i 10.000 eksemplarer til en lanceringspris på 99 kr. - som led i et salgseksperiment.

“Det er en helt ny strategi at udsende en dvd med en tv-serie få dage efter visning på tv, og vi ved ganske enkelt endnu ikke, om den fungerer efter hensigten. Om forbrugere overhovedet synes om det,” sigr Thomas Schultz.

De følgende udgivelser kommer hver 14. dag og har en normalpris på 149 kr. per dvd med to afsnit. Efterfølgende releases hele serien samlet i et bokssæt, som er den traditionelle lancering af tv-serier.

Seeropbakningen er der
Tv-serien har haft fine seertal på mellem 1,1-1,5 mio., og en lyn-release af afsnittene burde fremme salget og skaffe pengene hurtigere hjem til investorerne, forklarede Miso-producent Peter Bose for nylig til Mediawatch.

“Filosofien er, at dvd’er skal ud på markedet, når seerne og pressen taler om serien,” sagde Peter Bose.

Når Thomas Schultz antyder, at ‘Den som dræber’ dvd’en ikke ligefrem er blevet revet ned fra hylderne, skyldes det formentlig markedet, der har tabt dynamik i 2011.

Set fra distributør-stolen er dvd-afsætningen nede i et mere afdæmpet niveau, fordi detailhandlen omsætter for 15 procent mindre, end for blot ét år siden. Den faldende omsætning skyldes ikke alene, at der købes mindre, men i lige så høj grad, at prisen for dvd’er falder.

“Der er altså ikke nødvendigvis tale om et fald i konsumption, men et fald i omsætning. Men resultatet er, at detailhandlen har store mængder af titler på lager, og butikkerne derfor generelt tager færre titler hjem. Det må nødvendigvis påvirke vores afsætning af ‘Den som dræber’,” siger Thomas Schultz, der sammen med Miso Film og TV 2 ser tiden an.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu