Specialmedier i fortsat fald

Annonceomsætningen falder stadig for specialmedierne, som dog ser tegn på stabilisering.
MediaWatch

De danske fagblade og nicheemedier i Danske Specialmedier har været meget hårdt ramt af krisen siden 2. halvår 2008, så selv det mindste tegn på bedring bliver hilst velkommen.

I første halvår 2010 var annonceomsætningen på tværs af foreningens medlemmer 12 procent under niveauet fra 2009, men faldet er dermed bremset betydeligt i forhold til året før. Og det tolker Christian Kierkegaard, direktør for Danske Specialmedier, som tegn på, at en stabilisering er på vej.

"I bedste fald kan vi - hvis den økonomiske udvikling, vi har set i foråret, fortsætter - ende med en samlet annonceomsætning for 2010, som er på niveau med 2009. Men 2009-omsætningen var så også rekordlav," siger han.

Mens tekstsideannoncerne er på vej tilbage i fagbladene, ser det værre ud på en anden front, hvor krisen kan vise sig at blive permanent.

"En del af nedgangen er konjunkturbestemt, men når det gælder jobannoncer, er der tale om en strukturel forskydning, hvor annoncerne flytter til andre platforme. Derfor tror vi ikke, vi nogensinde kommer tilbage til samme niveau på det område," siger Christian Kierkegaard.

Stillingsannoncerne udgjorde i andet kvartal 21 procent af specialmediernes annonceomsætning.

Nøjes man med at se på andet kvartal i år udgjorde omsætningen 91 pct. af omsætningen i andet kvartal sidste år. For første kvartals vedkommende var tallet 85 pct.

- ON

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu