iPad er på gaden i Europa

Fra i dag kan også europæiske Apple-fans erhverve sig dagspressens ’redning’.
MediaWatch

Fra i dag er danskerne kommet et skridt nærmere – Apples hysterisk omtalte iPad er til salg i udvalgte europæiske land. Salget af avisernes svar på en iPod, ’iPad’en, er gået strygende i USA. 1 million røg over disken de første 28 dage efter lanceringen den 2. april, hvor iPhone var på gaden 74 dage, før den nåede samme antal.

Men det lader alligevel til, at køerne foran butikkerne har en mere behersket længde i Europa, end da iPhone ramte gaderne for et par år tilbage.

Til gengæld er efterspørgslen stor på nettet, skriver The Guardian i dag. iPad’ens succes er båret af det samme som iPhone, nemlig den omfattende App Store, der åbnede i juli 2008. Denne iTunes-lignende program-butik omfatter i dag 180.000 programmer til Apples iPhone og nu også iPad. App Store har haft intet mindre end fire milliarder downloads siden introduktionen.

For 499 euro er iPad’en en bekostelige affære, dens teknologiske attributter taget i betragtning. Som bærbar computer er den yderst mangelfuld og kan måske sammenlignes med en forstørret Apple iPod Touch, altså en overdimensioneret iPhone uden telefon.

Formatet og den store brugervenlige touch-screen vækker dog begejstring hos mediebranchen, der søger en bæredygtig erstatning til printmedier. Aviser og magasiner er ikke overraskende i fuld gang med at tilpasse sit indhold til iPad. Håbet er, at den købevillighed, Apple har oplevet i forhold til salget af musik på iTunes og programmer på App Store, også ville kunne overføres til salget af aviser og magasiner.

”Formatet passer rigtig godt til at præsentere artikler, og det er en stor fordel, at brugerne af Apples produkter er vant til at betale for indhold,” sagde Politikens chefredaktør Stig Ørskov i marts.

Salget af det amerikanske teknologimagasin Wireds første app solgte 24.000 eksemplarer første dag, skriver The Guardian.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu