“For alle”, lyder den ordrette oversættelse af det latinske begreb omnibus, der gennem årene har været brugt om dagblade skabt til hele befolkningen.

Nu er omnibus-begrebet til debat i mediebranchen – i en misk-mask af ambitioner, forretningsmodeller og den evige jagt på overlevelse i vores branche.
På Jyllands-Posten hævder chefredaktør Jørn Mikkelsen, at JP er eneste omnibus-dagblad tilbage i markedet. Og tidligere chefredaktør og tv-direktør, Mette Bock, erklærer omnibus-rollen for stendød – og omnibustanken for at være fortidig.

Begge tager fejl.

Morgenaviserne er ikke for alle
Omnibus-rollen lever i bedste velgående – men ikke hos gamle morgenaviser som Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Politiken. Med stykpriser på 20-25 kroner per avis eller 4-5.000 kroner for et årsabonnement gør prisen i sig selv, at de gamle, hendøende dagblade ikke er for alle. Det er ikke alle, der har penge – eller lyst – til at betale så meget for en daglig avis, når der er gratis nyheder på nettet, på tv og i gratisaviserne.

Dertil kommer, at de tre morgenaviser skriver så langt og indforstået, at de kun henvender sig til de øverste lag i det danske samfund – og ikke til de travle læsere, de studerende eller danskere med anden etnisk, kulturel baggrund. De gamle dagblade henvender sig ikke til de mange men til de få.
Sidst men ikke mindst har særligt Politiken og Jyllands-Posten de sidste par år gjort deres til at skræmme læsere, der ikke allerede er enige i de to avisers stærke politiske overbevisning.

Gratisaviserne - det nye omnibus
Hvis du ikke er social-radikal, får du kvalme af at læse Politiken og følge Tøger Seidenfadens politiske etableringen af Irak Centret og partipolitiske korstog. Og hvis du ikke er fra Jylland og ærke-liberal er særligt debatsiderne i Jyllands-Posten så sorte, at det skræmmer de fleste væk.
Det er i hvert fald ikke for alle. Ikke omnibus-avis men nicheavis.

Danmarks nye omnibus-aviser er gratisaviserne.

De er gratis (!) og dermed tilgængelige for alle. De er skrevet i kort, klart og overskuelig form og dermed på en måde, der hverken kræver timevis af tid til overs eller højere universitetsgrad. Gratisaviserne giver læserne nyhederne og pakker dem ikke ind i politiske kampagne-vinkler eller anden form for skævvridning.
Og gratisaviserne lukker ikke læserne ude – men byder dem velkommen om bord.

Omnibus-rollens skifte fra gamle betalingsaviser til nye gratisaviser ses tydeligt i de seneste års læser- og oplagstal. Siden årtusindskiftet har Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten hver tabt 40-60.000 i oplag og er næsten halveret i deres udbredelse. De næste par år vil nedturen utvivlsomt fortsætte, da danskerne er rigeligt dækket ind med nyheder på nettet og i gratisaviserne. Og om 5-10år vil de tre gamle morgenaviser – hvis de stadig udkommer – være reduceret til elitære nicheaviser, der primært læses af beslutningstagere og halvgamle abonnenter.

Famler forretningsmæssigt
Det er da også de gamle dagblade, der famler mest forretningsmæssigt i disse noget turbulente år i mediebranchen. Politiken har efterhånden flere annoncer for Politiken Plus end for annoncører, der betaler penge. Og avisen tjener måske tilmed mere på at sælge paraplyser og cykelhjelme end på det kulturradikale dagblad.

Berlingske Tidende har de sidste par år skudt med spredehagl i lanceringen af nye tiltag – fra ugeavis over lokalby-netværk til mobiltelefonselskab. Og selv om alle tiltag lanceres som rene åbenbaringer, er der vist ikke kommet det store udbytte. Eksempelvis har det stort opsatte e-avis-projekt, UGEN angiveligt solgt 1000 abonnementer, hvilket er halvdelen af oplaget for Kjerteminde Avis.....

Og på Jyllands-Posten er jagten på nye abonnenter til den gamle omnibus-avis så desperat, at det i perioder har været muligt at få en bærbar computer med i købet. Med andre ord må indtægten for selve avisabonnementet være stort set lig nul.

Omnius længe leve. Den nye, gratis omnibusavis.