Medieforhandinger på fuldt blus

Der var både mediediskussioner og lange medieforhandlinger til sent torsdag eftermiddag. Et nyt forlig ventes i hus i den kommende uge.
Per Fanefjord Laursen

Kulturministeren og medieordførerne mødtes torsdag til den tredje omgang med officielle forhandlinger af et nyt medieforlig, der vil strække sig fra 2011-2014.

Medieforhandlingerne kørte efter signende på fuldt blus hele dagen frem de tidlige aftentimer.

Alle partierne er med omkring bordet, men der er endnu ikke optræk til en færdig aftale, erfarer MediaWatch. Det sker sandsynligvis i næste uge.

Langsigtet digital strategi
Parallelt med medieforhandlingerne var der torsdag møde i Styrelsen for Bibliotek og Medier, hvor en arbejdsgruppe for første gang trådte sammen for at diskutere en langsigtet strategi for digital radio. Der var deltagelse fra både DR, de kommercielle radioer, andre eksperter og fra Styrelsen.

Mødet var usædvanligt, fordi det havde karakter af et åbent forum for diskussion, hvor de forskellige aktører udvekslede synspunkter, fakta og delte interesser, erfarer MediaWatch.

Det endelig mål er, at Styrelsen skal være i stand til at sammenstykke et oplæg til en langsigtet strategi for digital radio i Danmark, der rækker længere ud i fremtiden end blot det næste fireårige medieforlig.

Strategien, der i høj grad vil tage hensyn til den svækkede kommercielle sektor, skal efter planen præsenteres på RadioDays konferencen til efteråret.

Den langsigtede plan, som arbejdsgruppen taler om, er ikke del af de aktuelle medieforhandlinger. Arbejdet er en udmøntning af det ret omfattende radioforlig fra juni 2009, hvor der blev besluttet mange tiltag om DAB.

Men på mødet torsdag var der også nye tanker og toner på bordet, herunder et ønske om en langsigtet digital strategi, der ikke kun handler om DAB, men udforsker alle fremtidige muligheder for distribution af digital lyd.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu