Konkurrenceråd giver Canal9 grønt lys

Canal9 beholder retten til at sende fodboldkampe fra Superligaen live. Det har Konkurrencerådet afgjort på sit møde i dag.
MediaWatch

Konkurrencerådet har besluttet, at Canal9 kan fortsætte med at vise fodboldkampe fra Superligaen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Konkurrencerådet.

Dermed er rettighederne fordelt mellem TV4/CMore, der ejer Canal9, MTG med 3+ samt TV 2 Sport, der er ejet af både TV 2 og MTG.

Afgørelsen vedrører Konkurrencerådets aftale med DBU/Divisionsforeningen i 2007. Her gav DBU/Divisionsforeningen en række tilsagn, som skulle sikre, at rettighederne til at vise kampene frem over ville komme i udbud.

I første udbudsrunde vandt Telenor medierettighederne til nogle af Superliga-kampene, men videresolgte dem sidste år til TV4/CMore. Salget fik MTG og TV2 Sport til at klage til Konkurrencestyrelsen, fordi de mener, at TV4/CMore skal opfylde de samme betingelser, som Telenor skulle opfylde, da det oprindelig fik tildelt rettighederne ved udbudsrunden.

Med dagens afgørelse fastslår Konkurrencerådet, at videreoverdragelsen ikke tilsidesætter hensigten med aftalen fra 2007. Konkurrencerådet konstaterer desuden, at overdragelsen i øvrigt ikke har skadet konkurrencen på området. Derfor er der ikke noget at udsætte på TV4/CMores overtagelse af rettighederne fra Telenor.

Læs hele pressemeddelelsen her.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu