SBS: 'Veninder' har det svært i primetime

Reality-dramaet 'Veninder på første klasse' er ikke blevet en seertopscorer, men SBS TV er tilfredse med den øvelse, serien har været produktionsmæssigt.
Per Fanefjord Laursen

Den nyskabende Kanal 4-serie 'Veninder på første klasse' har haft det svært, men har klaret sig pænt i kvindemålgruppen, og det var det den skulle, lyder status fra programdirektør Anne Stig Christensen, SBS TV.

"Den var programsat i den hårdeste primetime kl. 21.00 og har haft svært ved at finde sit publikum der. Til gengæld har programmet været utrolig synligt i medierne, ikke mindst på grund af de gode karakterer," siger hun.

Efter ni visninger ligger gennemsnittet på 37.000 seere. Bundproppen var 12.000 seere til afsnit syv. Reality-dramaet har dog leveret en pæn gennemsnitlig share på 11 procent i kvinder 15-30 år.

Programdirektøren fremhæver på den positive side, at produktionsselskabet Vega har bevist, at der kan produceres tv med en production value på højde med dramaproduktioner, men for noget færre midler.

'Veninder' er støttet af Public Service Puljen med 3,7 mio. kr., og Anne Stig Christensen mener, at investeringen har været berettiget.

"Som Public Service Pulje-projekt har programmet også bestået opgaven med at levere en nyskabende produktion med høj produktionsværdi. Programformatet er helt unikt og har været et meget lærerigt projekt for både os, DFI og Vega."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu