For et par år siden dristede jeg mig til i en liberal forsamling at omtale en af de klassiske begrundelser for den statslige intervention i mediemarkedet gennem ”public service” som f.eks. DR. Nemlig at et kommercielt marked for radio og tv er behæftet med såkaldte ”markeds imperfektioner”, altså at der ikke vil være kommercielt grundlag for produktion og distribution af visse typer af programmer, som f.eks. lødige nyheder og aktualitets- og kulturstof mv.

Jeg nåede knapt nok til de sidste stavelser i im-per-fek-tio-ner, før tre-fire ivrige deltagere på fjerde række sprang op og protesterede. Den slags påstande var den rene beton kommunisme. Hvis borgerne i et frit samfund ønsker disse særlige programmer, vil der være en efterspørgsel, og så kan markedet selvfølgelig levere, hævdede de.
I den diskussion kan der siges meget pro et contra, men det vil jeg lade ligge i denne omgang.

Hvor er de liberale
Når jeg trækker oplevelsen med de ophidsede liberale frem af erindringen, skyldes det, at jeg i lyset af flere politiske udspil op til de kommende medieforhandlinger er kommet til at savne dem i debatten. For der er faktisk gode grunde til, at man – ikke kun med liberalt ståsted - bør være på vagt over for, at staten overhovedet intervenerer i mediemarkedet, som det er sket her i landet, lige siden man i 1925 oprettede Statsradiofonien (DR). Det drejer sig for at sige det kortfattet om det farlige i, at statsmagten får for stor indflydelse på meningsdannelsen.

Der kan dog være to – acceptable synes jeg – grunde til statslig intervention: Kulturpolitik og erhvervsstøtte. Men det forudsætter en meget, meget stor armslængde til de redaktionelle processer og en gennemskuelighed i og offentlighedens kontrol med de kanaler, den statslige intervention føres igennem. Sådanne forbehold er ikke alene klassisk liberalisme. Det drejer sig især om grundlæggende, publicistiske principper.

Kompliceret mediestøtte
På den baggrund er det problematisk, når den statslige mediestøtte bredes ud til en stadig større kreds af medier gennem et stadig mere kompliceret system af støtteordninger. Der kan være mange grunde til at se med skepsis på den milliard store hidtidige støtte til dagbladene, men her har ordningens automatik givet armslængde og sikret redaktionel uafhængighed.

Det samme kan ikke uden videre siges om licensen på radio- og TV området, men her er pengene dog i det store og hele kun gået til en enkelt institution, DR, som det har været muligt at holde øje med. For begge ordninger gælder det, at ansvaret for redaktionelle dispositioner er klart og uantastet placeret i medievirksomhedernes ledelser.

Det samme kan ikke siges om den såkaldte ”public service pulje”, der kom til verden med indeværende licensforlig, og som i et nyt forlig sikkert bliver udvidet med endnu flere licensmillioner. Pengene fordeles af Filminstituttet, som herved reelt har fået pålagt et medansvar for tv-stationernes redaktionelle valg.

Længere ud på skråplanet
Endnu længere ud på dette ansvarsforflygtigelsens skråplan kommer man, hvis der bliver noget af forslaget om at etablere en ny særlig statslig støtteordning for "gravende journalistik".

En ting er, at de gravende journalister så – som det kendes fra universitetsverdenen – skal (mis-)bruge deres tid på at skrive ansøgninger. Noget ganske andet og langt mere betænkeligt er, at endnu en gruppe statsansatte og/eller – udpegede kommer helt ind i de redaktionelle processer og får indflydelse på og ansvar for afgørende journalistiske beslutninger.

Kan man i øvrigt forestille sig, at et hold journalister, som har fået færten af magtmisbrug i et ministerium eller ulovligheder i en stor danske virksomhed, vil redegøre for dette som begrundelse for en ansøgning til den offentlige støtteinstans?

Støtte medfører afhængighed
Det er prisværdigt, at Folketinget vil fremme gode formål. Men al offentlig støtte medfører afhængighed hos modtageren og giver dem med pengekassen indflydelse. Det kan man nok leve med, når det drejer sig om det trængte landbrug og den kriseramte banksektor. Når det handler om journalistik og meningsdannelse, er sagen en helt anden.

Hvor er CEPOS og andre liberale henne i denne sag? Vi må håbe, at den nye kulturminister vil hugge hælene i og ændre politisk kurs. Per Stig Møller er ganske vist ikke liberalist. Men han har indsigt i medieverdenen og en dybere forståelse for det publicistiske arvesølv end så mange andre i den politiske del af medieverdenen.