S ønsker e-readere til danskerne

Socialdemokraterne vil presse på for at dagbladene kan gå fra papiravisen til en digital udgave i deres udspil til medieforliget. Danskerne skal bl.a. have adgang til e-readere.
Tine Brødegaard Hansen

Danmark skal gå forrest i at udskifte udskifte avispapir med e-readers. Det mener socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen. Han bifalder de danske dagblades fælles projekt, der skal undersøge mulighederne for at indføre e-readers.

"Vi (S, red.) har en ambition om at få dækket danske husstande med e-readere, så vi kan omlægge papirdistributionen til digital distribution. Det bør en ny mediestøttemodel opmuntre til, og vi skal som politikere lave incitamenter der fremmer den udvikling. Det tager vi med til forhandlingerne om mediestøtten," siger Mogens Jensen.

Han ønsker ikke at komme de konkrete incitamenter nærmere. Men sikkert er det, at S-oplægget ikke piller ved dagbladenes 0-moms, for den har S fredet sammen med oppositionspartneren SF i partiernes fælles skatteudspil.

Men "incitamenterne" henter ikke direkte inspiration fra det såkaldte 'meriteringsscenarie' som er en del af medieudredningen om fremtidens mediestøtte.

I det opstiller professor Anker Brink Lund en model for, hvordan mediestøtten skal gå til det indhold som fortjener det ud fra en public service-opfattelse, frem for at støtten er knyttet til distribution, såsom gammeldags avisomdeling.

"Før vi laver en total omlægning som meriteringsscenariet lægger op til, må vi vide mere om, hvordan medierne udvikler sig. Når vi leverer vores udspil til medieforhandlingerne, vil et af perspektiverne være, hvordan vi kan understøtte nye forretningsmodeller med hensyn til at omlægge fra print til digital, men der er endnu ikke fundet forretningmodeller, der kan erstatte papiravisen, så vi må se på mediestøtten på kortere sigt, så den ikke viser sig at være forkert om få år."

Selvom dagbladenes fælles e-reader-projekt tyder på samarbejdsvilje, når det gælder omlægningen fra papir, taler flere faktorer imod, at det er i deres interesse, som det fremgår af en analyse på MediaWatch.

Imod taler især, at salg af indhold på e-readere vil være momsbelagt, mens bladsalget af papiravisen er fritaget for moms. Dagbladene har gjort det klart, at de ikke ønsker momsfritagelse for indhold på digitale medier i deres oplæg til medieforhandlingerne.

Spillet om momsen er særlig betændt, for hvis politikerne en gang piller ved den, bliver Danmark underlagt EU's momsregler, som vi kun er undtaget fra, fordi ordningen om 0-moms er ældre end fra 1991.

Samtidig står andre trykte medier på spring for at få reduceret deres moms af bladsalget. Både fagbladene og nichemagasinerne i Danske Specialmedier samt foreningen af de tre store bladudgivere i Danmark Aller, Egmont og Bonnier er fortalere for minimums-momssatsen på seks procent for alle trykte medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu