TiVo booster tv-tal

Seertal og tv-reklamer klarer sig overraskende godt - på trods af timeshiftløsninger som TiVo.
Sten Løck

Den værste opfindelse siden fjernbetjeningen. Så dommedagsagtig lød meldingerne, da de første timeshift-løsninger kom på det amerikanske marked for 10 år siden. Services som TiVo har gjort det nemt at optage indhold og afspille indhold, uafhængigt af tidspunkt. Og tv-selskaber samt ikke mindst annoncører frygtede, at tabet af live-elementet ville resultere i store tab. Seerne ville blive mere selektive i deres tv-vaner, og de ville hoppe over reklamerne, når optagelserne blev afspillet, lød de største bekymringer.

Men nye tal fra analysefirmaet Nielsen fortæller en anden historie. For det første er tv-kigningen ikke faldet, men steget, endda betragteligt. De fire store netværk, ABC, NBC, CBS og Fox har gennemsnitligt fået 10 procent flere seere, siden Nielsen begyndte at inkludere DVR-indhold i sine målinger for to år siden.

For det andet, og nok så vigtigt klarer tv-reklamerne sig overraskende godt i optage-land. I den attraktive målgruppe 18-49 år valgte hele 46 procent at lade reklamerne køre, selv om man nemt kunne hoppe over reklamerne. Den primære årsag er seerens tv-vaner, og dovenskab, som er mere indgroede end forventet, siger Brad Adgate fra analysefirmaet Horizon Media til New York Times: "Det er stadig en passiv aktivitet (at se tv, red.)"

Brugen af timeshift-løsninger, også kaldet DVR (Digital Video Recording) vokser fortsat i det amerikanske. 33 procent af samtlige husholdninger har en DVR, mod 28 procent i 2008.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu