Eldrup: Gi' os product placement

TV 2 er meget interesseret i at tilbyde product placement til annoncørerne, lige som London-kanalerne formentlig får mulighed for.
Per Fanefjord Laursen

TV 2's direktør Merete Eldrup ser gerne, at de danske politikere lader sig inspirere af britiske planer og EU's liberalisering af product placement, der tillader, at fænomenet sættes i system. 

Det vil betyde klare rammer og regler, og klar kreditering af sponsor, mens tv-selskaberne samtidig kan tjene ekstra penge på især fiktionsprojekter.

"Det vil vi meget gerne have," siger TV 2-direktøren, der ønsker, at TV 2 får samme arbejdsbetingelser som de tv-kanaler, der sender fra London. Product placement til TV3 og andre vil betyde en yderlig skævvridning af betingelserne, siger hun.

Product placement sker alligevel
Virksomheder har i årtier foræret produkter til brug i tv-produktioner og i spillefilm, uden at der var penge mellem produktionsselskaberne og den gavmilde giver.  

TV 2-direktøren mener, man med fordel kan professionalisere fænomenet, der har givet problemer i mange lande. De britiske reklameregler har opereret med meget stramme regler for, hvor meget et produkt må dominere en given tv-scene.

"Det giver god mening at sætte det i system, for product placement foregår jo hele tiden i tv-dramaer og filmproduktion - men uden klare regler og procedurer. Det er en god idé at opstille præcise regler for, hvordan det skal foregå. Så man kan se, hvem der har betalt hvad."

Merete Eldrup tror samtidig, der er interessante indtægter at hente for tv- og produktionselskaber, men hun tør ikke opgive et skøn for, hvor mange nye penge TV 2 kunne vinde på en tilladelse til product placement.

Mediabureauet PHD har tidligere efterspurgt, at politikerne ville anerkende, at nye trusler mod kommercielt tv's hidtidige finansieringsform og forretningsmodel kræver nye indtægter.

Den britiske liberalisering kommer ikke til at gælde BBC.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu