Nyhedsavisen: Vi er glade for nyheden

Nyhedsavisens direktør og bestyrelsesformand skimter lukning af 24 timer og en 'professionalisering' af gratismarkedet.
Thomas Bech Hansen

Nyhedsavisens direktør og bestyrelsesformand skimter lukning af 24 timer og en 'professionalisering' af gratismarkedet.

Da Metro i morges annoncerede fusionen med 24 timer, var det med forventninger om stærkere markedsandel via annoncesamarbejde med Jyllands-Posten og Politiken og udgivelse af to aviser med lavere driftomkostninger.

Nyhedsavisen frygter dog ikke stærkere modspil.

"Vi er da glade for nyheden. Det har længe været almindeligt kendt, at JP/Pol var trætte af 24timer fordi den ikke slog Nyhedsavisen ihjel. Nu bliver det så spændende at se, om Metro bliver mere glad for det upopulære stedbarn. Nyhedsavisen er Danmarks mest læste avis og den position koncentrerer vi os om fortsat at udbygge", siger Nyhedsavisens administrerende direktør Morten Nissen.

Han bliver bakket op af Nyhedsavisens bestyrelsesformand Svenn Dam, der tror at fusionen signalerer en snarlig lukning af 24 timer:

"Dette er utroligt positivt, og kommer slet ikke som en overraskelse. Reelt bliver der nu en avis mindre, sådan som jeg tolker pressemeddelelsen. JP/Politiken har erkendt, at gratismarkedet ikke var noget for dem og med Metro, som er en professionelt drevet avis, får vi nu en generel professionalisering af gratismarkedet, og det hilser vi velkommen".

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu