Kunstnere demonstrerer for DR

MediaWatch

Dansk Kunstnerråd og Dansk Journalistforbund afholder i dag en støttedemonstration til fordel for Danmarks Radio. Demonstrationen bliver afholdt foran Kulturministeriet i København, og vil både have taler og musik. Det oplyser Danmarks Journalistforbund på deres hjemmeside. En lang række kunstnere som Tobias Trier, Lars Møller og Jomi Massage stiller op med musikalske indslag, og der vil være taler af blandt andet Jesper Klein og Gyldendals direktør Johannes Riis. "Formålet er at få gjort så mange som muligt opmærksom på, at DR står i en svær situation," fortæller Danmarks Journalistforbunds informationschef Espen Ørberg. Dansk Kunstnerråd støtter demonstrationen, fordi de frygter, at hele kulturlivet vil lide under et svækket DR. "Nedskæringerne rammer i særdeleshed hårdt i det danske kulturmiljø. Når kompetente kulturjournalister fyres og DR’s kulturprogrammer på både tv og radio i bedste fald reduceres og i værste fald lukkes, så mister dansk kunst og kultur en vigtig medspiller," siger kunstnerrådets formand Franz Ernst. Aktionen falder samme dag, som DR gennemfører den tredje fyringsrunde som et led i den store spareplan. 68 stillinger vil ifølge Journalisten.dk i dag blive nedlagt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu