TV 2 opruster på erhvervsstoffet

MediaWatch

TV 2 vil spille en større rolle på markedet for erhvervsnyt, hvor dagbladene dominerer med de hurtigt voksende erhvervsportaler. Danmarks største tv-station vil ikke længere betragte dækningen af dansk erhvervsliv fra sidelinien. "Det er et projekt, vi arbejder på. Vi har diskuteret i hvor høj grad, det skal ligge på nettet og i hvor høj grad på tv," siger konstitueret adm. direktør Anders Kronborg til Jyllands-Posten. Ifølge stationens netop afgåede topchef Per Mikael Jensen ville det være naturligt, at en stor del af vægten i en sådan fremtidig satsning kommer til at ligge inden for de nye medier. "Jeg håber, at TV 2 kan få et stærkt erhvervs- og finansmiljø på nettet og mobilen," siger han. Men også på tv ser stationen åbninger på erhvervsområdet. "Vi har øget bemandingen på vores finansredaktion markant i forbindelse med lanceringen af TV2 News. Det er ikke særlig hård konkurrence på det stofområde på tv. Hverken nyhedsdækningen eller baggrundsdækningen af, hvad der foregår i dansk erhvervsliv er synderligt imponerede på tv," siger Mikkel Hertz, kanalchef på TV 2 News.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu