DR Update kan presse TV 2 News økonomisk

MediaWatch

DRs internetnyhedskanal DR Update tilbydes til alle distributører, og den er langt billigere end TV 2 News. Flow tv delen af sitet er en nyhedsrulle på tre minutter med de vigtigste 5-6 nyheder, der opdateres løbende. DR overvejer at udvide nyhedsrullen. Tv-stationer eller antenneforeninger, der ønsker at levere DR Updates flow-tv del, skal cleare kanalen med organisationen UBOD, der administrerer rettigheder på tværs af flere lande. DR får ingen direkte betaling. "Vi er kun glade, hvis kommercielle aktører ønsker at videreformilde vore kanaler, men det er ikke kommercielt motiveret for os," siger Erik Henz Kjeldsen, souschef for DR distribution, DR medier. Selv om DR Update er en webkanal, kan DR også levere flow-tv delen som et broadcast signal. UBOD prissætter afhængigt af antallet af husstande. Canal Digital har clearet en aftale med UBOD, mens TDC Kabel-tv, Viasat, Stofa og diverse antenneforeninger overvejer, om man ønsker at få kanalen med i sine pakker, oplyser Erik Henz Kjeldsen. Den daglige brug af nyhedskanaler er beskeden, for nyhedsbehovet hos gennemsnitsborger er trods alt lavt. Det er, når tingene brænder på, at store seergrupper tænder for de rene nyhedskanaler. Det forhold kan sætte ekstra pres på TV 2 News, som allerede møder skepsis hos visse antenneforeninger. Man studser over kanalens pris – set i forhold til almindeligt forbrug. Det koster nemlig kun 0,38 kr. pr. husstand pr. måned i den billigste løsning for en gennemsnitlig antenneforening at få DR Update. Modsat koster TV 2 News 13 kr. pr husstand pr. måned. CNN koster 3,50.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu