Brian Mikkelsen tilfreds med DTT-forlig

MediaWatch

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) er godt tilfreds med det forlig, som mandag blev indgået omkring digitalt tv. Det er partierne bag medieaftalen 2007-2010, der har indgået aftalen om, hvordan udbygningen af jordbaseret, digitalt tv (DTT) i Danmark skal finde sted. "Jeg er utrolig glad for, at der er enighed i medieordførerkredsen om at gå videre med at udbygge digitalt tv til glæde for de danske seere," siger kulturminister Brian Mikkelsen i en kommentar. Aftalen indebærer, at gatekeeperen får rådighed over fire mux'er, hvor der kan være ca. 25 tv-kanaler. Gatekeeperen forpligter sig til at levere et alsidigt udbud af programmer, herunder mindst en kanal fra et naboland, der kan variere fra landsdel til landsdel, samt en kanal med regionale/lokale nyhedsudsendelser, hvis en sådan eksisterer på udbudstidspunktet. En femte mux afsættes til public service - dette får gatekeeperen dog ikke råderet over. Dette mux skal sammen med det public sevice mux, der allerede er i drift, benyttes til udsendelse af DR’s kommende børne- og historiekanal, en parlaments-tv-kanal ekstra sendetid til de regionale TV 2-virksomheder, græsrods-tv, yderligere nye DR-kanaler, alternativt udsendelse af DR i HDTV-kvalitet mv., samt de eksisterende æterbårne kanaler fra DR og TV2/DANMARK. Hvilke yderligere DR-kanaler og/eller tekniske forbedringer, der bliver tale om, besluttes i medieordførerkredsen. "Vi har fundet en fornuftig balance mellem hensynet til dansk public service-tv, der skal sikres de fornødne muligheder for at udvikle sine digitale tv-tilbud, hensynet til de danske seere, der via DTT-platformen skal have adgang til et bredt og varieret tilbud af både public service-tv og andet tv samt hensynet til den kommende kommercielle gatekeeper, der skal kunne drive sin virksomhed med størst mulige frihedsgrader og på et bæredygtigt økonomisk grundlag," siger Brian Mikkelsen. Omkring årsskiftet skal der være fundet en gatekeeper, der skal opbygge det digitale sendenet inden oktober 2009, hvor det er planen at lukke for analogt tv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu