Måling: DR-licens skal fritages for moms

MediaWatch

Fire ud af fem danskere mener, at DR-licensen skal fritages for moms, hvilket vil give kriseramte DR 700 mio. kr. i kassen. Et flertal af den danske befolkning mener også, at staten skal overtage DR Byen - herunder koncertsalen for at undgå nedlæggelser af en lang række programmer. Det viser en ny Gallup-måling foretaget for Dansk Journalistforbund og Journalistgruppen i DR. Generelt mener befolkningen, at budgetoverskridelsen i DR-byggeriet på 1,7 mia. kr., ikke bør gå ud over programsiden. Hvis DR-licensen fritages for moms, vil det svare til den momsfritagelse, som dagbladene allerede i dag nyder godt af. Mogens Blicher Bjerregaard, der er formand for Dansk Journalistforbund, siger til Berlingske Business, at politikerne bør handle nu. "En momsfritagelse vil give 700 mio. kr. til at lave programmer for. Og det vil med et slag løse de problemer, DR står i, og dermed sikre den public service-institution, som er så vigtig for vores demokrati," siger han. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) afviser at fritage licensen for moms. Han understreger, at politikerne allerede har givet tilsagn om at hjælpe DR på to måder: Nemlig gunstige statslån samt at DR får rådighed over hele det licensmerprovenu, som nu forventes i 2006 og som ikke allerede er disponeret i medieaftalen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu