Enhedslisten støtter krav om folkehøring om DR

MediaWatch

Enhedslisten ønsker ligesom tre markante DR-værter en folkehøring om DRs fremtid, efter den omfattende spareplan er blevet præsenteret. I weekenden foreslog TV Avisens Paula Larrain, Deadlines værter, Kurt Strand og Martin Breum, at danskerne skal være med til at afgøre DRs skæbne som en kulturbærende institution ved en folkehøring. Det forslag støttes nu af Enhedslisten. "Nedskæringerne på DR får katastrofale konsekvenser. Store dele af befolkningen udelukkes fra at følge med i OL, VM og EM i fodbold, som fremover sendes på dyre satellitkanaler. DRs børne-TV og den eneste ikke kommercielle nyhedsdækning trues med massive forringelser. Dokumentargenren bliver reelt aflivet. Denne situation er uholdbar," siger medieordfører Per Clausen fra Enhedslisten. "Folkehøringen skal organiseres på samme måde, som folkehøringerne om euroen i 2002 og høringen om EU's fremtid i 2006. Sådanne høringer kan medvirke til at formulere konkrete og indsigtsfulde input til beslutningstagerne. En sådan folkehøring kan medvirke til at skabe et nyt udgangspunkt for diskussionerne om DRs fremtid," slutter Per Clausen. Han har i den forbindelse stillet et paragraf 20 spørgsmål til kulturminister Brian Mikkelsen (K). "Vil kulturministeren sammen med DRs ledelse tage initiativ til en folkehøring om DRs fremtid i stil med de folkehøringer, der er blevet afhold om euroen (i 2002) og EU's fremtid (i 2006)?"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu