Navne på nye DR chefer

MediaWatch

DRs mediedirektør Lars Grarup har præsenteret den endelige sammensætning af den nye organisation. Samtidig blev der sat navn på alle medarbejderne og cheferne i DR Medier fremover. Chefredaktionen er samlet i en enhed, der dækker hele mediespektret, og nyt i forhold til tidligere, er, at DR får en tværmediel chef for kulturstoffet - mere konkret for P2, kulturstoffet på DR2, på dr.dk samt på DAB og andre medier. Den nye post bliver besat af Torben Smidt Hansen, der hidtil har været chef for den programproducerende afdeling DR Kultur. Også områderne Børn og Unge og Musik får en chef på tværs af alle DRs kanaler og medier. Birgitte Fredsby får ansvaret for børn- og unge-området, mens Ole Mølgaard bliver chef for musik. Som en del af nyorganiseringen skal P3 og P4 i fremtiden have en fælles chef, og det bliver Morten Kjær Petersen, der lige nu er redaktør på ’Aftenshowet’ på DR1. P1-redaktør Anders Kinch-Jensen fortsætter med at stå i spidsen for P1, men nu som kanalchef. DRs radiodirektør Leif Lønsmann får som særligt ansvarsområde i fremtiden blandt andet det særlige kulturarvsprojekt, der går ud på at få DRs righoldige radio- og tv-arkiv digitaliseret, så det ikke går til grunde. Også på tv-fronten og på dr.dk bliver den nuværende ledelse i stolene. Det vil sige, at Ulla Pors Nielsen fortsætter som DR1-chef; Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl fortsætter som makkerpar i spidsen for DR2, mens Nicolai Porsbo bliver i sit et-årige barselsvikariat for Karen Westman Hertz som chef for dr.dk. I mediedirektørområdet ligger også DR Markedsføring og DR Multimedie, som står bag for eksempel DRs cd-, dvd- og bogudgivelser. De to områder bliver fremover knyttet sammen, da de begge arbejder med at forlænge DRs programmer og brands. Her bliver den nuværende chef for DR Markedsføring, Thomas Hertz, chef. Samtidig bliver DR Medieforskning, DR Distribution samt Strategi, Projekt og International samlet for at skabe et tættere samspil mellem indhold, brugere og distribution i arbejdet med strategi og løbende udvikling af DRs programmer og tjenester. Samlet chef for denne del af DR Medier bliver Merethe Eckhardt. Tilbage står DR Internationalt Salg, hvor en styregruppe inden den 1. juni skal arbejde med at skabe den optimale struktur. DRs mediedirektør Lars Grarup mener, at den nye organisation vil bevirke, at DRs chefredaktion fremover kan reagere meget hurtigere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu