Urban mister grebet om de unge

MediaWatch

Urbans brand taber styrke med hensyn til at skille sig ud blandt de unge læsere. MetroXpress har bedre fat, viser varemærkeanalyse. Det skriver Børsen, der har set delresultater af den internationalt anerkendte varemærkeanalyse Brand Asset Valuater 2005. Undersøgelsen måler styrken og potentialet i store danske og internationale brands ud fra parametrene særpræg, relevans, anseelse og dominans. Her fremgår det af perioden august til midten af oktober sidste år, at de to aviser scorer højt som brand, selv om de bliver uddelt gratis. Søren Svarre fra Brandsahead, der står bag den danske del af analysen, siger til Børsen, at Urban har tabt på evnen til at skille sig ud blandt de 18-29-årige, og at det kan blive et problem for avisen. Svigtende særpræg er det første signal til, at et brand kan komme under pres, siger han. Han mener dog ikke, det er Urbans skyld. MetroXpress og Urban har historisk set lignet hinanden meget, men med metroXpress som det stærkeste brand. Når der ruskes op i konkurrencen på et marked, er der en tendens til, at det går ud over nummer to på markedet, mens nummer et bliver stående på toppen, siger Søren Svarre. Som brands ligger de to aviser dog i den gode ende som "powerbrands". Urbans chefredaktør Dorte Carlsen er ikke fortvivlet over resultaterne og peger på, at der er iværksat redaktionelle tiltag for læsere over 30 år - f.eks. i sektionerne i Biz og Lux. I forbindelse med relanceringen af Urban i december ansatte avisen flere journalister og begyndte at dække flere stofområder. Og indtil videre har Urban ikke mærket det store til konkurrencen fra de nye gratisaviser, men den kommer, mener Dorte Carlsen. Det er ikke kun metroXpress og de nye gratisaviser, men alt hvad der stjæler tid fra læserne i trafikken. Ikke mindst mobiltelefonerne, siger hun. Også på metroXpress er man på vagt. Her siger adm. direktør Søren Riis, at avisen ikke skal hoppe med på vognen og overdynge markedet med aviser, men koncentrere sig mere om de steder, hvor de ikke får så mange aviser. Derfor vil metroXpress styrke indsatsen i de mellemstore byer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu