DJ: Problematisk at Fogh fravælger journalist

MediaWatch

Dansk Journalistforbund raser over, at en journalist gentagne gange har fået afslag om Irak-interview af Anders Fogh Rasmussen (V). Sagen om Ekstra Bladets journalist Bo Elkjærs forsøg på at få interview med statsministeren tog torsdag en ny drejning. Det skete med Ekstra Bladets citat fra en mail fra Foghs særlige rådgiver Michael Ulvemann. Af mailen fremgår det, at Bo Elkjær ikke har fået samme mulighed for interview som DR, TV 2 og Ritzau. Fred Jacobsen, næstformand i Dansk Journalistforbund, kalder det "dybt problematisk", at statsministeren ikke vil lade sig interviewe om baggrunden for dansk deltagelse i Irak-krigen. "For det første er det problematisk, at pressens minister og landets øverste ansvarlige ikke vil lade sig interviewe om et emne, der er af betydelig almen interesse, for det andet er det dybt kritisabelt, at en minister tilsyneladende fravælger en bestemt journalist eller et bestemt medie," siger han. Fred Jacobsen mener, at statsministeren er moralsk forpligtet til at lade sig interviewe om baggrunden for dansk deltagelse i krigen af både Ekstra Bladet og andre, der måtte ønske det. Ombudsmanden har valgt at tage sagen op.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu