Uforsonlige ord fra staten til Sky Radio

MediaWatch

Radio- og tv-nævnet og Sky Radio er fortsat på frontal kollisionskurs i konflikten om radiokanalens teoretiske dækning. Konflikten er efterhånden mest af historisk interesse, men retssagen, der ventes at vare to år, nyder alligevel en vis opmærksomhed hos f.eks. Radio 100FM. Radioen har bebudet retslige tiltag, hvis Sky Radio får medhold. I statens stævning er fløjlshandskerne taget af. Man siger ligeud, at Sky Radios påstande er usaglige, og at Sky Radios argumenter blot er et forsøg på at komme ud af projektet, fordi forretningsplanen ikke holdt. Sky Radio er forpligtet til at betale i alt seks gange 31 millioner frem til og med 2011, når der tages højde for, at TV 2s bud på 23 millioner er fratrukket den skyldige afgift. Radio- og tv-nævnets formand Christian Scherfig er medforfatter til stævningen. Dokumentet inddrager flere aspekter, som hidtil ikke var været fremme i pressen. Baggrunden er, at Sky Radio vil have erstatning for sine investeringer, fordi man mener, den teoretiske dækning kun var godt 60 procent, ikke de lovede 78 procent. Forskellen på den teoretiske dækning opstår ifølge Sky Radio, fordi Danmark fraveg de internationale normer for planlægning af FM-kanaler, da man planlagde den femte radiokanal. IT & Telestyrelsen brugte andre principper, hvorved udregningen gav en højere teoretisk dækning på 78 procent - uden at fortælle det. Den teoretiske dækning havde været lavere ved brug af de internationale normer. Sky Radio mener således, at man afgav sit bud på forkert grundlag. Staten har dykket ned i forløbet før og efter auktionen i juni 2003 og konkluderer, at Sky Radios ledelse allerede i maj 2004 havde fuldt kendskab til de beregningsforudsætninger, som de 78 procent var udregnet efter. Det fremgår af korrespondance med IT- og Telestyrelsen i foråret 2004. Christian Scherfig peger på, at Sky Radio tidligt vidste, at forudsætningerne var 95 procent tidssandsynlighed og 54 dBu/m i feltstyrke - ikke den internationale norm, med en tidssandsynlighed på 99 procent og varierende feltstyrker. Men Sky Radio fandt ikke, at det var et problem på det tidspunkt. Det undrer Scherfig og staten. Sky Radio afviser, at man siden begyndelsen af 2004 har kendt til alle detaljer om beregningsgrundlaget. "Tværtimod er oplysningerne kommet stykvis, og har undervejs ændret karakter, efter Sky Radio adskillige gange har rettet henvendelser til Nævnet og IT- og Telestyrelsen for at få dækningsberegningerne nærmere belyst. Sky Radio har flere gange over for Nævnet henvist til forudsætningerne om de internationale ITU-krav, uden at Nævnet har imødegået dette. Det var først efter langstrakte drøftelser, at Nævnet i 2005 erkendte, at der var benyttet en afvigende beregningsmetode for befolkningsdækningen," lyder responsen fra Sky Radios direktør Kasper Krüger. Et andet forhold er, at Sky Radio ifølge Nævnsformanden var i dialog med Mediesekretariatet, der behandlede spørgsmål om udbuddet før auktionen, og Sky erfarede, hvorledes det femte frekvenssæt var planlagt. På det tidspunkt kunne man have rekvireret alle de yderligere oplysninger, man ønskede. "Sky Radio har ikke været i dialog med Mediesekretariatet før auktionen i 2003 om dækningen," siger Kasper Krüger, og henviser til at det har været almindeligt kendt i branchen, at Danmark siden begyndelsen af 1950'erne har fulgt de internationalt aftalte ITU-normer for planlægning og beregning af FM-sendenet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu