Berlingske regner på skiftet til tabloid

MediaWatch

Der er næppe tvivl om, at Berlingske Tidende går ned i tabloid indenfor en overskuelig fremtid; det ønsker læserne. "Vi har i lighed med alle andre bladhuse nøje regnet på fordele og ulemper ved overgangen til tabloid, og skiftet kommer formentlig indenfor nogle år," siger direktør Peter Lindegaard, Berlingske Tidende, til MediaWatch. Den administrerende direktør for Berlingske Tidende er helt klar over, der er fordele og ulemper ved et skifte. Blandt fordelene tæller, at læserne ganske simpelt ønsker, at deres avis kommer ned i størrelse. Det viser analyser, som Berlingske har foretaget. Det er en væsentlig gevinst, at den betalte morgenavis bliver mere handy, og den får lettere ved at tilkæmpe sig en bedre position i forbrugernes daglige medieforbrugscyklus, i toge, cafeer og på gaden. Præcis som gratisaviserne har gjort på få år. Berlingske tror dog ikke på et væsentlig øget løssalg. Desuden tæller billigere produktionsomkostninger også på plussiden, når Berlingske kigger på regnestykket. "Tabloid er ikke en mirakelkur for dagbladene, men erfaringer fra Norge og Sverige viser i hvert fald, at et nyt format revitaliserer avisen i en periode," siger Peter Lindegaard, der heller ikke tror, at tabloid knækker oplagskurven, men formentlig godt kan stabilisere den. Den værste ulempe er en uundgåelig konflikt med annoncemarkedet om prisen for en helsides tabloid-annonce kontra prisen for en broadsheet. Annoncørerne siger som udgangspunkt, at en tabloid ikke har samme værdi som en broadsheet. Aviserne siger omvendt, at effekten er den samme, fordi annoncen udfylder hele siden. "Det er en betydelig udfordring for Berlingske, for vi er et stort annoncemedie. Opgaven er at overbevise annoncemarkedet om, at annoncer ikke skal købes og sælges på millimeter, men på dominans af siden." Peter Lindegaard anerkender, at den udfordring er stor, når man i 256 år er udkommet i broadsheet. Derudover melder der sig også layoutmæssige og redaktionelle udfordringer, som Berlingske allerede har arbejdet med, da avisen i 2003 flyttede erhvervsstoffet ned i tabloid..

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu